Den ene af de nu tre Gundersen-sønner havde helt andre fremtidsplaner og drømme end at blive købmand, grossérer eller fabriksejer i Kristiansand. Han var bogligt begavet og havde efter den almindelige skolegang gået tre år på den hæderkronede Kristiansands Katedralskole, men han havde også et udpræget dramatisk talent og havde besluttet sig for, at han ville til teatret.

 

Det var Julius’ yngste storebror – Sigvard Emil - der var 5 år ældre end ham selv. Faderen havde ikke til sinde at lade sin søn gå til teatret. Dels havde han jo fået en fin bolig start på katedralskolen, dels blev skuespilleri ikke helt opfattet som et respektabelt erhverv, og dels må det ydermere have været svært for en religiøs, lidt gammeldags og dybt seriøs forretningsmand at forstå og ikke mindst acceptere det liv, der levedes blandt tidens unge populære kunstnere i hovedstaden. Han sørgede derfor for, at Sigvard i stedet kom på Det Norske Militære Institut (senere: Hærens Krigsskole), der er et af verdens ældste militærakademier, og som dengang som nu lå i Kristiania (Oslo). John havde nemlig tænkt sig, at Sigvard kunne blive officer, når han nu ikke ville ind i en af familiens virksomheder. Men her havde han forregnet sig, for Sigvard var mindst lige så røget, som hans far var speget, og da første år på akademiet afsluttedes med eksamen, afleverede han ganske enkelt blankt. Han ville til teatret, og med eller uden faderens støtte og opbakning søgte han nu ind på Kristiania Theater, hvor han øjeblikkeligt blev antaget og i 1862 debuterede - 20 år gammel - som skuespiller.

 

Stor succes på de skrå brædder

​

Sigvard var, fra han først satte sine ben på de skrå bræddder, en klar succes, og han opnåede med tiden endnu større anerkendelse. Han blev især kendt for sine begavede helte- og karakterfortolkninger. I Store Norske Leksikon står følgende i uddrag:

 

”Fra sin debut i 1862 til teaterets ophør i 1899 hørte han til hovedkræftene ved Christiania Theater. Kun i sæsonerne 1870–72 optrådte han og hans hustru på Møllergatens Teater under Bjørnstjerne Bjørnsons ledelse. Gundersen var en intelligent karakterskuespiller med stor psykologisk infølingsevne”.

​

Kun to år efter sin skuespillerdebut, nemlig den 2. maj 1864, giftede Sigvard sig med skuespillerinden Laura Sofie Coucheron Svendsen, som efter giftermålet blev kendt som "Laura Gundersen" eller simpelthen "Fru Gundersen". Hun var 10 år ældre end sin ægtemand og havde i nogle år været forlovet med Ole Richter, der senere blev Norges statsminister i Stockholm i Sverige. Dette temmelig ustabile forhold blev dog bragt til ende, og Laura faldt med et brag for Sigvard. Hun var dybt betaget af ham, og hun anså ham i øvrigt for at være en langt dygtigere skuespiller, end hun selv var. Med få undtagelser var hun til stede ved alle hans forestillinger igennem årene, og hun lo sig højlydt igennem morsomme passager, mens hun tydeligt for alle og også ret højlydt led sig igennem de sjældne passager, hvor Sigvard havde besværligheder.

 

Omverdenen var vist ikke ubetinget enig i, at Sigvard var den bedste skuespiller af de to. Nok var han en meget populær skuespiller, men Laura var om muligt endnu mere populær end sin unge ægtemand, og hun blev opfattet som Kristiania Theaters helt store lysende stjerne på daværende tidspunkt.

 

Norsk Theaters Mor

​

Laura havde som lille mistet begge sine forældre og kom derfor allerede som 8-årig i huset hos en Fru Møllerup. Som 17-årig kom hun til Kristiania (Oslo), hvor hun deltog i koret ved et italiensk teaterselskab, som gæstede byen. Som skuespiller debuterede hun – efter at have læst hos den danske skuespiller Carl Hagen - den 8. januar 1850 på Christiania Theater i rollen som Regisse i ”Svend Dyrings Hus” – en romantisk tragedie. Kristiania Theater var ved hendes debut et rent dansk teater, og hun blev den første skuespiller, der spillede på norsk dér, hvorfor man gav hende tilnavnet ”Norsk Theaters Mor”.

Fru Gundersen blev i en lang årrække regnet som landets ledende og mest betydningsfulde kvindelige skuespillerinde, og hun blev særligt kendt for sine roller i klassiske tragedier og romantiske dramaer. Hun var i tæt kontakt med tidens mest anerkendte digtere, og der er ingen tvivl om, at hun i vid udstrækning nød deres respekt. Bjørnstierne Bjørnson tilegnede hende digtet ”Bergliot”, som hun i øvrigt selv uropførte til ledsagelse af musik af parrets nære ven Edward Grieg, der i øvrigt også ved samme lejlighed selv svingede taktstokken.

 

En noget utilfreds H. C. Andersen

​

Også i udlandet havde man opdaget Lauras talent, og hun gæsteoptrådte i København og besøgte London ved forskellige lejligheder under pressens store bevågenhed. Ved en lejlighed, hvor parret var i København, fordi Fru Gundersen skulle spille Bjørnstierne Bjørnssons ”Maria Stuart” på Det Kongelige Teater, mødte Sigvard Emil eventyrdigteren H.C. Andersen, da han med Andersens nære ven, solodanseren Harald Scharff, aflagde visit hos denne. I sin dagbog nedskrev H.C. Andersen ganske kort følgende om mødet:

​

”Besøg af Eckardt, senere af Scharff der førte med den norske Skuespiller Gundersen, hvis Kone her skal træde op i Bjørnsons Maria Stuart”.

​

Nogle dage senere skrev han igen ganske kort om den kommende opsætning og Fru Gundersen:

​

”Middag hos Etatsraad Drevsen, besøgte forud Fru Heiberg, hun kom fra Prøven paa Maria Stuart, hvori den norske Fru Gundersen skal optræde i Titelrollen”.

Efter atter et par dage overværede Andersen forestillingen på teatret, og hans kommentarer i dagbogen var nu noget mere omfattende – og han var tydeligvis langt fra faldet i svime over Fru Gundersens evner, fremtoning og præstation:

​

”Til Aften optraadte i Bjørnsons Maria Stuart, den norske Skuespillerinde Fru Gundersen født Svendsen, hun gjælder i Norge for den Første og Bjørnson skal have sagt at kun naar man seer hende i Maria Stuart faaer man den rette Forestilling. Der var udsolgt, mange  Norske, Fru Thoresen & stort Vennemøde.

Fru Gundersen  seer ikke ung ud, hun kunde her have været Moder til Darnley, Hun har intet kongeligt, ingen Skjønhed; det norske klang mig simpelt fra Scenen og dertil havde hun noget grædende, og uendeligt sødt, som naar Bournonvilles gamle Svigermoder talte til Een. Mantzius sad bag ved og fandt det var  et deiligt Organ, at det var som man hørte Fru Nielsen, at hendes Spil var sundt. Han løb ideligt ud og op mellem hver Act; mig interesserede hun ikke og med den bedste Villie drev jeg det kun til eengang at klappe, hun spillede kun momentviis. Havde hun været en Debutantinde vilde jeg  have sagt, her er vistnok store Evner; der bliver vist Noget af hende. Men nu da hun har været Skuespillerinde en Snees Aar og sættes frem som noget Betydeligt maa jeg sige: det er altfor lidt til at træde op med; der er i Mængde Skuespillerinder som hun. Hvor anderledes fyldte og saa godt ud Fru  Eckardt i denne Rolle.

Det var mig kjedeligt at Manden har besøgt mig, jeg kunde ikke efter min Stemning gjøre Gjenvesit da jeg ikke kunde rose Konen. Første Act gik hen uden at der rørte sig en Haand for hende. I anden og tredie Act, fik hun derimod stærkt Bifald, ikke i fjerde, der var tom og  langt under Fru Eckardts; saa gik jeg hjem. Sidste Act skal mindst have tiltalt”.

 

Efter at have set Laura Gundersen optræde, var H.C. Andersen altså ikke ligefrem en stor beundrer af hendes talent. Eller af hendes udseende. Han kunne åbenbart godt lide Sigvard, og i dagbogsnotaterne gav han udtryk for ærgrelse over, at Laura efter hans opfattelse spillede så ringe skuespil, at han ikke kunne besøge hendes mand, da han simpelthen ikke ville kunne overlevere et par høflige fraser om hustruens præstation!

 

Det virker umiddelbart, som om eventyrdigteren var lidt hård i sin bedømmelse af Laura Gundersens præstation på Det Kongelige Teater i København. Dog var også de danske aviser noget delte i deres begejstring, og hun var faktisk også i Norge kendt for lidt svingende præstationer. Var hun ikke i humør til at spille, eller var hun ikke specielt glad for stykket, kunne hun forekomme temmelig uinspireret i sin optræden. Forunderligt nok gjorde dette hende ikke mindre populær – hverken i hjemlandet eller i udlandet. Hun var og blev generelt opfattet som ikke bare et af Norges, men et af Nordens helt store skuespiltalenter, og eksempelvis var den danske forfatter Herman Bang meget fascineret af Fru Gundersen, som han i øvrigt også skrev et meget flot portræt om efter hendes død. I dag findes en buste samt et portræt af Laura Gundersen i helfigur på Nationaltheateret i Oslo. Ligeledes troner i ensom majestæt en Stephan Sinding marmorstatue af hende som Hjørdis i ”Hærmændene på Helgeland” øverst på teatertrappens venstre side.

 

Livet i Søgaten 6 

​

Laura og Sigvard Emil levede deres forholdsvis tilbagetrukne liv på 3. sal i Søgaten 6 i Oslo, som lå ud mod Tordenskiolds Plass og med udsigt udover Piperviksbugten og det indre af Oslofjorden. De holdt af  hjemmeliv, og brød sig ikke meget om at deltage i selskaber udenfor hjemmets fire vægge. De samlede til gengæld gerne deres venner og bekendte til selskabelighed i deres eget hjem. Det vigtigste for de to var, at de var sammen, og de brød sig ganske enkelt ikke om adskillelse i dagligdagen.

 

Parret levede enkelt og borgerligt uden megen af den luksus og komfort, som man må antage, at de rent faktisk havde råd til. De havde tjenestefolk, men Laura var samtidig selv en dygtig husmor, og kunne i en snæver vending sagtens selv stå for at lave og sætte aftensmad på bordet. Begge var begavede mennesker med stor interesse for sprog, religion, filosofi, litteratur, musik, malerkunst og naturligvis skuespil. Om deres indbyrdes forhold skrev veninden og kollegaen Sophie Reimers i bogen ”Teaterminder fra Kristiania Teater” fra 1919 bl.a. følgende:

 

”Naar fru Gundersen ikke spilte, og jeg var fri, holdt jeg hende ofte med selskap. Hvis jeg ikke straks var villig lokket hun mig: «Jeg skal gjennemgaa et digt med dig, eller vi skal læse din rolle, om du vil sitte hos mig til Sigvard kommer.» Mange aftener sat jeg hos hende. Vor læsning blev nok ofte avbrutt av hendes lytten, og av at hun alt i ett gik til vinduet og speidet efter Sigvard, og naar hun saa kjendte hans svære skikkelse øverst i bakken i Raadhusgaten, eller hørte ham dreie nøkkelen i entrélaasen, hvor lykkelig hun da var, og hvor straalende glad hun hilste ham.

 

Bordet stod altid dækket til ham, og vi maatte sitte hos ham, mens han spiste. Naar saa Gundersen var oplagt, da forstod han ved sin interessante samtale, eller rettere enetale, at holde os iaande, saa vi glemte al træthet.

 

Hvis skuespillere og instruktører hadde været tilstede slike stunder, hvilke impulser og nye ideer vilde de ikke faat av ham! Han kunde forklare et av Shakespeares eller Ibsens skuespil, si hvordan de forskjellige karakterer skulde opfattes, hvordan de skulde spilles.

 

"Det nytter litet vi har folk til at besætte hovedrollerne" kunde han si, "hver eneste liten rolle hos Shakespeare kræver sin personlighet, sin virkelige skuespiller". Hermed mente han talent og dannelse. "Hvis jeg var direktør" sa han "vilde jeg heller engagere folk med hel dannelse og halvt talent, end folk med halv dannelse og helt talent".

Om et eventuelt nyt teater talte han ofte. "Det maa ledes for det dannede mindretal, det er min overbevisning, at kun paa den maate faar det dypt indgripende betydning som opdrager for massen". "Teatret, det er skuespillerne og digterne, ikke bygningen, ikke bestyrelsen eller funktionærerne". "Vi maa danne en fagforening, som ved dygtighet og bestemthet erhverver sig en indflydelse og myndighet, der kan forhindre styrelsen i at la inhumane tendenser virke uten en energisk protest fra den hele stands side".

 

Gundersen var en klok mand med megon læsning og mange kundskaper, man kunde nok suge livsvisdom av hans klare og kløgtige tale. Han hadde stor indflydelse paa fru Gundersens kunst, hans nøgterne kritik la en dæmper paa hendes fantasi som ingen grænser hadde. Hun var adskillige aar ældre end ham, og hendes kjærlighet hadde meget av en mors ømhet og omsorg. Naar det gjaldt ham, var hun fuldstændig hensynsløs likeoverfor alle andre mennesker. At gavne Sigvard var hendes eneste maal”.

 

Spændende kulturpersonligheder

​

Sigvard og Laura var  i udpræget grad en del af, hvad man må kunne kalde den  norske – eller ligefrem nordiske -  kulturelite. De omgikkes, dyrkede venskab  og brevvekslede med musikalske og litterære personligheder som Edward Grieg, Edward Munch, Knut Hamsun, Bjørnstierne Bjørnsson, Henrik Ibsen m.fl. På internetadressen http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ibsen/ er gengivet en del af Henrik Ibsens breve til folk i kredsen. Blandt disse er flere til Laura Gundersen, ligesom både hun og hendes mand omtales i andre af brevene. Et enkelt lille eksempel på en hilsen til Fru Gundersen fra Henrik Ibsen:

​

”Kristiania, den 30. August 1895.

 

Kære fru Laura Gundersen!

 

Hæder og lykke til mærkedagen! Tak for alt, hvad De har været for mig på Deres lange, lysende kunstnerbane!

 

Deres hengivne og forbundne

Henrik Ibsen”

 

Også en del øvrig korrespondance mellem (eller i visse tilfælde omhandlende) Laura og Sigvard og forskellige kunstnere i Norge og Danmark kan læses på internettet. I disse breve ses også – ved sjældne lejligheder - mindre flatterende omtaler af især Sigvard, der bl.a. i et brev skrevet af en nu vred Bjørnstjerne Bjørnson (det vides ikke, hvem modtageren var) på mest nedladende vis omtales som ”Flæskeskinken”:

 

”Stykket burde ikke være spillet. Hvorfor var du så dum? Eller hvorfor tror du ikke, jeg forstår den ting? Tror du, jeg skrev for intet? Tænk, flæskeskinken Gundersen repræsentere, når det kommer til knusende alvor? Og de andre med”.

 

I et andet brev er det dog Laura, som Bjørnson har set sig gal på, hvorimod Gundersen i dette omtales som hans ”sande ven”:

​

”Grunnen til at fru Gundersen ingen sang fik af mig, er følgende. I mange år har hun gæntagende bedt mig om at skrive en prolog for hænne til den kvæld. Og altid har jeg lovet det. Nu har hun sansynligvis siden bedt Ibsen om det samme; ti jeg er ikke anmodet, men blev derimod anmodet om at give hænne et nyt stykke!! Så levende erindret om al hænnes egenkærlige troløshed vil jeg ikke være med at fejre hænne; ti jeg kunde ikke have gjort det godt. Jeg ønsker at min sanne væn Gundersen, som er en ganske annerledes karl, blev underrættet, hvis du mærker, han har undret sig over min taushed”.

 

Almindeligvis opfattedes parret dog som værende både intelligente, sympatiske, hæderlige, ærlige og ret beskedne mennesker. De fik i øvrigt aldrig nogen børn.

​