top of page

Klik på de enkelte billeder for at se dem i fuld størrelse og for evt. link til kilde.

Her og der

og alle vegne

Om Høie Fabrikker, Hotel Dølen, Nordens største vinkoncern - og så lidt om nogle af de dér kulturpersonligheder

 

Det virker, som om Gundersen-brødrene var her og der og alle vegne. De åbnede nye forretninger mange steder, byggede nye ejendomme og udvidede familievirksomhederne igen og igen.

 

Flere af John Gundersens sønner havde tydeligvis arvet hans talent for at kunne spotte en god forretningsmulighed, når den var til stede. En sådan var at finde ved landsbyen Evje, som lå i Setesdal, omtrent 60 km. nord for Kristiansand. Der gik endnu ikke jernbane igennem dette område, men hvis man kom fra Arendal eller Kristiansand på gå-ben eller til hest, kunne man fra byen Kile ved den sydvestlige del af Kilefjordenen (der trods navnet ikke var en fjord, men en stor og meget langstrakt sø) tage en af de to dampbåde, Bjoren og Dølen, nordpå og gå i land i Evje. Den lille by lå i et lidt afsides område, der var ualmindelig rigt på mineraler, og der var etableret minedrift og nikkelværk i landsbyen, men der savnedes ordentlige transport- og overnatningsmuligheder for tilrejsende ingeniører og andre med ærinder knyttet til minedriften og nikkelværket. Dén oplagte forretningsmulighed var som skabt til en af John Gundersens sønner!

Landhandler, bageri, trælasthandel, transport og hotel

 

Johan Severin Gundersen så mulighederne i den lille by, og etablerede i første omgang en landhandel og et bageri i byen, ligesom han i øvrigt også etablerede en landhandel i Kile. I 1887 foretog han en endnu større investering i Evje, da han lod opføre et hotel, Hotel Dølen, hvor tilrejsende kunne få logi. Fra hotellet, der lå lige overfor nikkelværket, kunne gæster endvidere købe hestevognstransport til forskellige udflugtsmål - gode fiskesøer og lignende - i området.

 

Johan Severin havde dog også tænkt på at forbedre transportmulighederne mellem Kristiansand og Evje. Han købte derfor heste og en sekspersoners vogn, som han indsatte på den ca. 25 km. lange rute mellem Mosby i Høie, der lå ca. 10 km. nord for Kristiansand, og Kile, der som beskrevet ovenfor lå ved den sydvestlige del af Kilefjorden, ca. 23 km. syd for Evje. Vognen afgik fra Mosby kl. 7 om morgenen på alle hverdage – torsdage undtaget – og den modsatte vej fra Kile til Mosby kl. 19 om aftenen på samme hverdage. I regionalavisen ”Fædrelandsvennen” kunne man i oktober 1887 og juli 1888 læse følgende annoncer:

 

”Hotel Dølen i Sætersdalen - mit i Sætersdalen straks ovenfor Evje Nikkelverk nyt opførte hotel «Dølen» - anbefales paa det bedste. Gode staldrum for heste og andre kreaturer forefindes. Skyds med triller eller karjol faaes til enhver tid efter taksten. Endvidere anbefales mit sammestedsværende bageri og handelsforretning.

 

Høje Fabriker pr. Kristiansand, 19de oktober 1887.

Joh. S. Gundersen”

”Kristiansand - Sætersdalen. God hest og vogn for indtil 6 personer afgaar herefter fra Mosby til Kile ogsaa onsdag og fredag morgen klokken 7 og tilbake fra Kile de samme dage klokken 7 aften, altsaa alle virkedage undtagen thorsdag, da «Torrisdal» ligger stille.

Tur og returbilletter gjældende til ultimo august: Mosby - Kile kr. 5,00. Nikkelværket (Hotel Dølen) - Byglandsfjord kr. 2.50. Moderation for flere i følge. Paa Hotel Dølen er hele dagen anledning til billige kjøreture til Bjorvandet og gode fiskevande ved Hovlandsdal, Veigusdal, Lande, Langerak m. fl. steder.

Joh. S. Gundersen”.

 

Til at forestå den daglige ledelse af Hotel Dølen ansatte Johan Severin bestyrerinden Severine ”Dina” Syvertsen, som også i årene fremover varetog ledelsen af hotellet, idet Johan stadig selv var travlt beskæftiget andetsteds. Da han byggede hotellet i Evje, styrede han samtidig stadig Høie Fabrikker i Mosby, ligesom han også stadig drev både sine landhandler i Evje, Kile og Mosby samt bageriet i Evje.

 

Da Hotel Dølen var vel etableret, købte Johan Severin i 1896 den gamle store skovgård (Nedre) Lande i bygden Grendi ved Byglandsfjorden, hvor han og hans familie flyttede ind. Gården, der tidligere havde været i eidsvollsmanden Even (Eivind) Thorkildson (Torkjelson) Landes eje, lå ca. 15 km. nord for Evje, hvor Johan jo havde mange af sine engagementer, og hvor han i øvrigt nu også oprettede en trælasthandel.

 

Allerede i 1898 brændte husene på gården og blev derfor erstattet af spritnye bygninger samme år. Senere blev Lande overtaget af sønnen Ragnvald, som videresolgte den i 1930 og flyttede til Tingsaker ved Lillesand. Ragnvald døbte i øvrigt et andet hus på Landes matrikel for "Klampenborg" efter at have været på tur til netop Klampenborg i Danmark, som man også - og måske især - dengang forbandt med sol, ferie, Dyrehavsbakken, gøgl og alskens andre sommerglæder. Efter fornøjelserne i Danmark kom han hjem til Grendi med sangstrofen "I Klampenborg er ingen sorg", og døbte huset derefter.

I øvrigt stod på Johan Severins grund ved Lande den vidt berømte "Lande-Eika" - et dengang kæmpestort omtrent 800-1.000 år gammelt hult egetræ, der i 1950'erne testedes til at kunne rumme hele 27 mennesker i sin hule stamme. 

Nyt stort domicil i Vestre Strandgate

Også Julius ønskede i stigende grad at have sin bopæl et andet sted, end hvor hans virksomhed lå. Måske det også spillede ind, at huset i Vestre Strandgate 34 både rummede bolig for Julius, for diverse ansatte i butikken, selve vinforretningen og den stadigt voksende Martens-familie. Så i 1890 foran-ledigede han, at hele faderens store hus med udhuse og stald på Lømsland blev flyttet til Møllevannsstykket - et villakvarter i udkanten af Kristiansand. Han flyttede selv ind i huset, som han gav navnet ”Breidablikk”.

 

Samtidig var der brug for meget større og mere hensigtsmæssige omgivelser for Julius' og Martens vinfirma. Julius havde tidligere af sin bror, Johan Severin, købt en byggegrund med lagerhuse, der lå på Vestre Strandgate 35 – næsten lige overfor den gamle ejendom i Vestre Strandgate 34 og ud til Skippergatens alminding. Her var det hans plan at bygge et stort hoveddomicil i sten for J.O. Gundersen & Co. med en passende stor og velindrettet vinkælder. Han havde dog måtte vente længe på at få byggetilladelse, men i 1891 kunne byggeriet endelig påbegyndes.

 

Den nye, imponerende og i bybilledet også ganske dominerende bygning, som kom til at huse vinfirmaet, stod klar i begyndelsen af 1892. Huset var ikke alene prægtigt udenpå, men indvendigt var det indrettet med lutter store og lyse lokaler til kontorer, ekspedition, bødkerværksted, korkskæreri, flaskeskylleri og ikke mindst en fantastisk specialbygget vinkælder med tykke vægge, som var særligt velegnet til lagring af vin i hhv. flasker og fade. Kælderens loft var ildfast, der var jernskodder for alle kældervinduer, og kælderen var lige præcis så høj, at der kunne lagres vinfade, som var stablet fire og fire i højden.

 

Kun ganske kort tid efter opførelsen kom det imponerende vinhus på sin første store prøve, da den største katastrofe i Kristiansand bys historie var en stærkt ubehagelig realitet:


Den 8. juli 1892 drog en ildebrand voldsomt hærgende gennem byen – og strøget mellem Vestre Strandgate, sydsiden af Rådhusgaten til Torvet, Festningsgaten, sydsiden af Tollbodgaten og alt sydover blev voldsomt raseret. Mere end en trediedel af byens huse ødelagdes, 350 hovedbygninger nedbrændte og ca. 4.000 mennesker mistede deres hjem! Det var i ordets sande betydning en voldsom katastrofe for en betragtelig del af byens indbyggere. Alt tyder dog på, at Julius’ splinternye bygning i Vestre Strandgate ingen synderlig – om nogen - skade overhovedet led under branden. Formodentlig er dette, fordi der var tale om et solidt bygget stenhus, hvor netop mange af Kristiansands øvrige smukke huse var bygget i træ.  

På et tidspunkt i løbet af de næste par år flyttede hele den store familie Martens og en husholderske samt tre tjenestepiger ind på 2. etage i den spritnye bygning i Vestre Strandgate 35, og formodentlig blev det gamle hus i nr. 34 dereter solgt. I hvert fald var huset i år 1900 beboet på 1. etage af handelsagent Syvertsen med familie og tjenestefolk og på 2. etage af en landhandler Damsgård og hans store familie samt en enkelt tjenestepige.

Den nye forretningsgård i Vestre Strandgate fyldte i bybilledet, og det blev en særlig fornøjelse for mange spiritusglade kristianshavnere uden de store midler lige at slå et slut om bagdøren, hvor der for en slik kunne erhverves spande med billig "laddevin" - en pullimut-lignende blanding af rester fra de store sherry- og madeirafade iblandet finsprit. Det blev der dog siden sat en stopper for, da beruselsesniveauet i Kristiansand af samme årsag var steget betydeligt, hvorfor myndighederne ganske enkelt besluttede at forbyde ethvert salg af laddevin.

 

Endnu en tragedie i familien

 

Allerede i 1894 ramte sygdom igen i familien. Denne gang var det Julius’ søster, præstefruen Ansine på 50 år, der fik en alvorlig nyresygdom, som første juledag tog livet af hende i Risør, hvor hun boede med sin familie. Hun efterlod sig sin mand – sognepræsten i Søndeled Kirke - og 5 endnu levende børn ud af i alt 7 fødte. Allerede mindre end et år efter hendes død – i julemåneden 1895 - døde også børnenes far, kun 47 år gammel. 

Festlige sammenkomster i vinkældrene

Vinfirmaet med hovedsæde i Kristiansand havde fortsat succes. Og de afslappede fester og sammenkomster foregik nu i større omgivelser i den nye vinkælder i Vestre Strandgate, og de tiltrak stadig kunstnere indenfor blandt andet musik og litteratur. Også malerkunsten var repræsenteret ved sammenkomsterne, der indimellem også afholdtes i vinkælderen hørende til butikken i Kristiania (Oslo) - og måske endda også i filialen i Bergen. 

 

Munch-Museet fortæller på sin hjemmeside, at kunstmaleren Edvard Munch ("Skriget" m.fl.) og forfatteren Knut Hamsun ("Sult" m.fl.), der havde lært hinanden at kende gennem August Strindberg, i efteråret 1895 mødtes i livligt selskab i ”Julius Gundersens Viinhandel i Kristiania” sammen med blandt andre forfatteren og kunsthistorikeren Jappe Nilssen, den interessante forfatter Dagny Juel, der i én periode var kæreste med Edvard Munch, i en anden periode var kæreste med August Strindberg og endte med at gifte sig med forfatteren Stanislaw Przybyszewski, som i øvrigt også var til stede ved netop denne festlighed i vinkælderen. Knut Hamsun skulle ved denne lejlighed have holdt en tale for ”den pianospillende polak” (Stanislaw Przybyszewski), og Munch lavede på stedet en skitse af Hamsun, mens han talte. Skitsen blev efterfølgende brugt som udgangspunkt for en radering – et grafisk portræt - som Munch lavede af Hamsun. Knut Hamsun brød sig dog ikke på nogen måde om portrættet og forsøgte derfor at købe kobberpladen af Munch for at forhindre trykning af portrættet. Dette tog Edvard Munch meget fortrydeligt op og lod efterfølgende stædigt portrættet trykke i tidsskriftet Pan i 1896. Dermed var grunden lagt for fremtidige stridigheder mellem de to.

 

Munch og Hamsun er igennem tiden hver især blevet udråbt til noget, der minder om genier. Nogle kunstinteresserede mener, at deres kunst i princippet lignede hinandens – den ene udtrykte sig blot med pensel, hvor den anden brugte pen. På det personlige plan lignede de to begavede kunstnere dog ikke hinanden ret meget, og flere ting tyder på, at de efter episoden med portrættet af Hamsun kom på alvorlig kant med hinanden. Munch gav senere i breve til forskellige venner og bekendte udtryk for, at han følte sig direkte forfulgt af Hamsun og i øvrigt blev korporligt overfaldet - især når han kom til København - af ”Mafiaen” (hans meget personlige betegnelse for en gruppe personer, der generede ham, og hvoraf Knut Hamsun angiveligt var dén, der ledte an i de påståede chikanerier).

 

I øvrigt oplyser Munch-Museet på sin hjemmeside, at man i det digitale arkiv (arkivalie-nummer PN787 (Nasjonalgalleriet)) ligger inde med et udateret brev fra Edvard Munch til en "Gundersen". Ordlyden er dog endnu ikke tilgængeliggjort via hjemmesiden. Det fremgår dog, at denne Gundersen opkøbte raderinger og litografier af Edvard Munch. Det vil være nærliggende at antage, at den omtalte herre er enten Julius eller hans bror Sigvard Emil, der begge var store kunstelskere og –kendere.

 

Knut Hamsun nævnte også en gang Julius’ let tilgængelige vinkælder – denne gang kælderen i Vestre Strandgate i Kristiansand. Han havde en god ven i Bergen, forlagsdirektøren Johan Mandius Køhler Olsen, og ham tilsendte Hamsun i 1909 en pakke med eksemplarer af alle sine udgivelser i bogform. I hver enkelt af disse eksemplarer havde han skrevet et par velvalgte ord. I ”Pan”, der blev udgivet i 1894, skrev han følgende:

 

"Denne Bog er tilblit under megen Vin i Gundersens Kælder i Kristiansand og skrevet i Ville d'Avray under forgjæves Karpefiskning”.

© 2021 by Helle Jul Ruby

bottom of page