Mosehusene

 

Vild-Stine, Christine Christensdatter, blev i 1850 født på stedet "Mosen", matr. nr. 4 (4a, 4b og 9d), der lå lige nord for den lille mose, der senere kom til at hedde "Pebermosen", i Hammer Bakker.

​

 

​Fra gård til huse

​

Matrikel nummer 4 var en stor matrikel, som også omfattede selve mosen. På matriklen lå - næsten helt ud til mosen og for foden af en bakke, der mange år senere blev kaldt Smedebakken - Mosegården. Gården bestod af tre større bygninger, hvoraf de to i starten må have været lade og stald. Det vides ikke, hvornår den blev opført, men ved den første folketælling i 1787 eksisterede den allerede og husede da en enkelt lille familie. Det samme gjorde sig gældende i 1801. Med tiden blev der dog behov for, at gården kunne huse flere husstande, og i 1834 var der tre mindre husstande på gården. Ved folketællingen i 1840 var gården blevet delt op i hhv. en gård og et hus med hver sin husstand. Det vides ikke med sikkerhed, men det er sandsynligt, at enten lade- eller staldbygningen ved denne lejlighed helt eller delvist var blevet inddraget og ombygget til bolig i den ene ende. Det var på den tid helt normalt for husmandssteder, at der var bolig i én ende af huset og stald i den anden ende.

I 1845 - fem år før Stines fødsel - talte man ikke længere om Mosegården og Mosehuset, men alene om Mosehusene. De tre bygninger rummede nu tre husmandssteder med i alt fire husstande. Det vides ikke med sikkerhed, hvordan de tre bygninger var opdelt imellem de fire husstande, men det er sandsynligt, at der simpelthen boede to husstande i hver af to beboelseshuse, og at den sidste bygning så stadig anvendtes til stald og lade. I det ene hus boede Stines familie: Én husstand omfattede Stines ugifte mormor (Vild-Else), der var almisselem, Stines ugifte mor (Marianne), og Stines ene moster (den ugifte Johanne Marie) og dennes to "uægte" sønner, Thomas og Niels. Den anden husstand omfattede Stines anden moster (Ane Kirstine) og dennes to børn. Hun var gift, men hendes mand arbejdede og boede som daglejer i andre sogne.

 

Da Stine blev født i 1850, var husstanden med Stines gifte moster - Ane Kirstine - ikke længere boende i Mosehusene, der nu atter kun omfattede tre husstande. Og husstanden med Stines familie skrumpede yderligere ind: I 1852 blev hendes forældre gift, og dermed flyttede Stine og hendes mor også væk fra Mosehusene. Ved folketællingen i 1860 var Stines moster Johanne Marie også blevet gift, og hun og hendes mand og børn var ligeledes flyttet væk. Og også gamle Vild-Else var i 1859 flyttet hjem til datteren Ane Kirstine, hvor hun døde senere samme år. Til gengæld havde Stines forældre overtaget huset ved Mosen efter at have boet både i Tusborghus og i Eget i deres ægteskabs første år. Her ved mosen blev familien boende, indtil Stines far i 1867 købte Tusborghus, og de - som de sidste fra Stines nærmeste familie - forlod Mosehusene for altid.

 

​

​​​​Mose-smeden

​

Få år senere - i 1875 - købte en smed ved navn Niels Peter Rasmussen Mosehusene ét for ét, og slog dem atter sammen til én ejendom - et husmandssted - som han selv slog sig ned på med sin familie. Bygningerne på stedet kaldtes nu atter af nogen for Mosegården, mens andre kaldte dem Mosehuset. Der var formodentlig solgt så megen jord fra, at stedet ikke længere officielt kunne betegnes som en gård, selvom alle tre bygninger formodentlig stadig stod på stedet og husede de mange beboere i smedens husstand. Husstanden omfattede ved folketællingen i 1880 smeden, hans hustru, parrets fem børn, et plejebarn, en aftægtsmand, der arbejdede som smedesvend, aftægtsmandens hustru samt en tjenestekarl, der også arbejdede som smedesvend på stedet.

 

Formodentlig var det, da smeden kom til huse ved Mosen, at der opførtes et smedeværksted på den anden side af bakken, der lå lige øst for beboelseshusene. Smedien er ikke vist på nogen af de gamle matrikelkort eller på det gamle sognekort - formodentlig netop fordi der var tale om en undselig lille bygning, der ikke var eller regnedes for en beboelsesejendom. Man kan gætte på, at grunden til, at smedien opførtes på den anden side af bakken, var, at man forventede, at bakken ville tage lidt af den megen støj, som de tre smede var i stand til at frembringe under det daglige arbejde. Alligevel skrev Niels Hedin i sin bog fra 1931 ("HammerBakker - Et Mindeskrift ") følgende:

​
 

"Bag Peber-Kræns glemte Have ligger Smedebakken og bag Smedebakken ligger Tomten af en gammel Smedje og her smedede Mose-smeden tidligt og silde, saa Lyden af hans Hammer og Ambolt klang fra Møgelmose til Brødland. Mose-Smeden boede i Stedet Mosen, men før Peber-Kræns Tid, dengang denne boede i Torndal. Hvor Mose-Smedens Værksted laa bag Smedebakken – Stedet vises endnu på Maalebordet af 1885 - bøjer nu kraftige og Løvrige Bøge, deres Kviste over en græsbevokset Plads, der ved sin plane Beskaffenhed lige netop røber, at den engang er tildannet under Menneskehaand. Ellers har han ryddet godt op efter sig, Mose-Smeden, - om ikke andre efter ham. Stedet er vanskeligt at eftervise nu, og den røde Rust og de Emner, man ligesom anede kunde vise en Vej, er for længst indgaaet som en Bestanddel i Løvets Bladgrønt og opsuget af de grønne Græstuers blanke straa”.

 

​

Peber-Kræn

 

I årene fremover frasolgtes dele af matriklen, en enkelt del blev udlejet, og i 1893 solgte smeden Mosehuset (Mosegården) igen. Senere blev ejendommen atter handlet, og den blev på et tidspunkt også pantsat under Torndal. I 1897 erhvervede godsejer Harald Branth skødet på ejendommen, og herefter flyttede Peber-Kræn (Chresten Jacobsen) ind i huset med sin familie. I folketællingen 1901 står, at han var forpagter. Chresten havde iøvrigt fået sit specielle kaldenavn, fordi han nåede at blive pebersvend, inden han endelig blev gift. Navnet hang ved, og det endda så meget, at det også smittede af på mosen, der fremover kom til at hedde Pebermosen!

 

Harald Branth var måske på mange måder den mindst "iøjnefaldende" af de to herrer (den anden var sagfører Olesen, som der er skrevet voldsomt meget om her og der og alle vegne), der igennem en længere årrække systematisk opkøbte og tilplantede ejendomme i Hammer Bakker. Dette betød døden for voldsomt mange af de gamle huse i bakkerne - man rev dem simpelthen ned, og beboerne måtte i vidt omfang flytte ud af området.

Peber-Kræn og hans familie flyttede væk igen fra huset ved mosen omtrent 1907, og årsagen var nok, at det var planlagt, at den gamle Mosegård skulle nedrives, og jorden beplantes. Tilsyneladende blev ejendommen i familien Branths besiddelse i hvert fald til slutningen af 1916. Men de fleste af bygningerne på matrikel nr. 4 ved Pebermosen blev formodentlig nedrevet længe inden da.

​

​