"Herredsfogden i N. Sundby aflægger Bekendelse om at have dømt Husmand Poul Madsen uskyldig.
Den i Gaar og flere Gange før omtalte Sag om en ussel Knaldhyttes brand i Hammer Bakker er nu opklaret. Herredsfogden har nemlig tilsendt alle Aaalborgbladene en lang Redegørelse om, hvorledes han fik Mistanke til den uskyldige Madsen. Dommeren fremfører forskellige Modsigelser, den stakkels forfulgte Mand skal have gjort sig skyldig i og søger i det hele at fremstille ham som en snu, tvetunget Person.
Men i Slutningen af Redegørelsen meddeler Dommeren endelig, at Slagteren J ø r g e n, der var anholdt for Bedrageri, har bekendt Ildspaasættelsen. Han futtede Hytten af ”for Løjer”.
”Og at Husmanden og Kone derefter havde udstaaet en langvarig Varetægtsarrest, Manden i ca. 4 Maaneder, Konen i ca. 2 Maaneder, havde han kun undt dem godt, da han var vred på dem,” hedder det i Herredsfogedens Beretning.
Til dette […] knytter ”Nordj. Arbejderblad” følgende fornuftige Betragtninger:
Et Grundstød for Systemet.
Til denne ”autoriserede” Fremstilling af Sagen, der fremstiller den […] Retsskandale saa lidt som overhovedet muligt i Dommerens Disfavør, skal vi i Dag af Bladshensyn kun føje et par Bemærkninger.
Fremstillingen siger, at Poul Chr. Madsens Naboer alle var enige om at give baade ham og Hustru et meget ufordelagtigt Skudsmaal. Ja de faar endog Attest for, at det var Folk, man helst holdt sig fra.
Paa Grundlag af et saadant Kaffesøster-Skudsmaal har Dommeren øjensynligt først dannet sig sin Mening om Poul Chr. Madsens og hans Kones Skyld. Og saa har Indespærringen og det middelalderlige Retssystems øvrige Hjælpemidler besørget Resten. Den formentlige Brandstifter er øjensynligt blevet saa ”Mør” i Arresten, at han hverken vidste ud eller ind. Havde han haft Ret til at møde med en Forsvarer, og havde vi haft Nævninger, var han sandsynligvis aldrig bleven dømt.
Det daarlige Skudsmaal fra ”Naboerne” harmonerer imidlertid yderst slet med, hvad vi allerede i December 1897 oplyste angaaende Poul Chr. Madsens Omdømme hos Skolelæreren, Sognefogeden og den Gaardmand han arbejde hos m.fl. Havde Herredsfogeden dengang vist mere Modtagelighed for de Argumenter, vi fremførte, og havde den øvrige Presse ikke ventet med at tage sig af den fattige Husmands Sag, indtil Sagen var kommen saa vidt, at vi ogsaa uden Hjælp fra nogen Side havde kunnet fremtvinge en Revision, saa havde der nu været en uskyldig straffet mindre i dette Retsskandalernes Slaraffenland.
- Den officielle Fremstilling gaar ganske udenom, hvad Poul Chr. Madsen og Hustru har lidt i Arresten. Barnets Død og Mandens Paastand, at det var denne Begivenhed og Hensynet til Konens Frihed, der foranledigede ham til at afgive den gale Tilstaaelse, og de sjælelige Kvaler, der mulig staar i nøje Forbindelse hermed, er ikke omtalt.
Nu vil Poul Chr. Madsens Dom imidlertid blive prøvet - og kuldkastet ved højere Instans. Han vil faa Oprejsning og en maaske karrig Erstatning. Og vort umulige Retssystem har fået et nyt Grundstød.
Det er os en Glæde og Tilfredsstillelse, at vore Bestræbelser i 1897-98, for at afbøde det Slag, hvormed Lovns Arm truede den haardt forurettede Mand, er blevne anerkendte som fuldt berettigede. Det skal være os en Spore til fortsat arbejde for at skaffe de forurettede Retfærdighed, selvom Sagerne og Personerne er ”for smaa” til at andre vil tage sig af dem.
*
”Aalborg Amtstid.”, der bestemt nægtede at tage sig af Sagen i 1897, endskønt en anset radikal Gardmand anmodede herom, slutter sig nu til ”Nordjyll. Arbejderbl.” med følgende hvasse Hug til vort Retssystem: Naar tænkende Mennesker har læst Herredsfogedens Beretning, løber der dem en kold Gysen ned af Ryggen. De føler sig ikke hyggelige ved at bo i et Land, hvor de Midler, som Retssystemet bruger, kan afføde saadanne ”Bekendelser”. Her har vi en Husmand, der er saa uskyldig i Branden paa denne Rønne som et nyfødt Barn. Han bliver arresteret paa Mistanke, og saa begynder hele ”Apparatet” i vort Retssystem at virke paa ham, Forhør med haarde Ord, med Fortællinger om, hvad der vil hænde ham, hvis han ikke bekender, med Hustruens arrestation, skønt hun havde et spædt Barn, med Forsikringer om, at hans syge Hustru skal blive siddende saa længe, indtil han siger det, som Dommeren tror om ham, netop det og intet andet. Og den stakkels Husmand er hurtigt ”mør”. Han lader sig slæbe fra den ene Forklaring til den anden. Han begynder med at sige, at han har ikke set Ilden i Huset, og hans Kone og hans Datter siger det samme. Men da Arrest og Forhør har varet tilstrækkelig længe, saa gaar han over til, at han har set Ilden, men ikke antændt den. Det er ikke nok. Og saa indtræder det næste Stadium; saa ”bekender” han, hvad Dommeren ønsker. Da han er ved det, spiller det ingen rolle, om han ”bekender” lidt mere eller lidt mindre. Derfor siger han ikke blot, at han selv har sat Ild på ”Store Jens Peter”s Hus, men ogsaa at hans Kone har ”anstiftet” det. Utvivlsomt har Dommeren netop troet det saaledes, og Poul Chr. Madsen har haft paa Følelsen, at det var bedst at sige alt det, som Dommeren troede. Siden, da Hustruen ikke vilde gaa med til, at hun havde ”anstiftet” den Brand, om hvis Oprindelse hun ikke havde den fjærneste Anelse, ”bekendte” han om igen. Nu var det ham alene, der havde gjort det, mens Konen var helt fri. Hvis han var bleven presset til det, havde han saamænd ogsaa ”bekendt”, at han sved Huset af i det Haab, at ”Store Jens Peter” laa derinde og sov og kunde blive stegt med det samme. Og man har et levende Indtryk af, at havde der været endnu et par andre Smaating, man havde haft Poul Christian Madsen mistænkt for, saa havde det ikke været umuligt at faa dem med i ”Bekendelsen”.
Det er frygteligt!
Det er ganske simpelt til at blive rystet over. Alma Bondesen-Affæren var slem. Men ikke saa slem. Alma Bondesen havde ikke ”bekendt” det Tyveri, som hendes Husbond uretfærdig paasigtede hende, og de latterlige 2 Kr. 80 Øre, hvorfor Dommeren vilde gøre hende til Bedrager, havde hun dog brugt, skønt hun aldrig havde tænkt at narre sin Medtjenerske for dem. Retsaffæren i Nørre Sundby er meget sørgeligere end Alma Bondesen-Affæren. Thi her foreligger en ”Bekendelse” rent hen i Vind og Vejr; for at føje en Dommer har et uskyldigt Menneske digtet sig om til en Forbryder, lavet et Æventyr, der intet har med Virkeligheden at gøre. Og han har lidt sin Skam og sin Straf derfor. Der har overhovedet aldrig i nyere dansk Retshistorie foreligget et saa klart Tilfælde af falsk ”Bekendelse”. Adolf Frandsen, Mullerup paa Fyn, der var berømt for Brandstiftelse paa sin Moders Gaard , havde utvivlsomt aldrig gjort den Gærning, hvorfor han var bleven dømt. Hans Moder udtalte jo paa sit Dødsleje, at det var hende, der var Brandstifteren, og at Sønnen var ganske uskyldig. Sagen skulde have været genoptaget for Højesteret; men Sylow slap, thi inden saa skete, var den ulykkelige Adolf Frandsen død af den Tuberkulose, han havde paadraget sig i Forbedringshuset. Denne Sag blev altsaa aldrig helt opklaret. (Sagen kommer, saa vidt vi ved, alligevel for Højesteret. […]).
I Nørre Sundby er Sagen fuldt oplyst, der er ingen Tvivl om den falske ”Bekendelse”.
- Men – saa vil maaske nogle Mennesker, der gerne vil finde noget til at forsvare det bestaaende med, sige, at den Poul Chr. Madsen da ogsaa maa være en aldeles ualmindelig sløv Person, eller at han ikke er rigtig klog. - - Men de tager fejl. Poul Chr. Madsen er ikke stærkt begavet, det er vist. Han er en Mand, der ikke har hurtigt Omløb i Hovedet. Men han er fuldstændig normal i sin Tankegang. Der er ikke Spor af sindsvagt ved ham. Og han er ikke ringere begavet, end at der er Tusinder og atter Tusinder i vort Land, der er som ham. Hvor han ”bekender”, der er mange, der kan følge efter. En flittig Almuesmand er han, der slider for Føden, som ved lidt og interesserer sig for mindre, som gaar i Trædemøllen fra Gaarden og Hjem, og fra Hjemmet til Gaarden, som er bange for de ”Store” og skælver for en guldtresset Hue – saadan er Poul Chr. Madsen, og er der ikke Tusinder saadan? En Mand der kun har været optaget af det ene i Livet, at skrabe Føden sammen til sig og sin Kone og Børn, og som ikke har lært, og heller ikke har kunnet lære, at sætte sin borgerlige Ære saa højt, at han for dens Skyld risikerer baade Arrest og Trusler og Hustruens fængsling og Sygdom og Børnenes Nød i Hjemmet. Er der ikke Tusinder som ham? Og naar Poul Chr. Madsen ikke har kunnet holde overfor de Midler, som Kær Herreds Forførsdommer har anvendt mod ham, saa er der mange i vort Land, som det vil kunde gaa ligedan under ligedanne Forhold. Det er dette, der er det frygtelige!
Midlerne kender vi. De senere Aars Retssager har fortalt os fuldt op af, hvad det er, der anvendes. Og det, som nu skal læres af denne Sag, og som skal slaas fast, er dette, at visse ”Midler” ikke staar i noget Forhold til Menneskers Modstandskraft i vore Dage. Haardhudede Gavtyve, Bøller, og Samfundets værste Udskud, de kan holde Varetægtsarrest og Fangekost og Fortællinger om Hustruers Sygdom og Børns Nød ud, uden at de giver sig. De Folk, der staar saa højt i Kultur, at for dem er deres Ære en hellig Ting, de kan maaske ogsaa holde ud, skønt deres Lidelser er kolossale; de holder ud, fordi de foretrækker alt, selv Døden, fremfor at se deres Navn tilsmudset. Men mellem Bøllerne og de med mest udviklet Æresfølelse ligger der store Samfundslag, indenfor hvilken det Retssystem, vi lever under, endnu stadig vil kunne faa ”Bekendelser”, som intet har med Sandheden at gøre”.
Kilde: Fyns Social-Demokrat, 21. marts 1901. Se den originale avisartikel her.