top of page

Klik på de enkelte billeder for at se dem i fuld størrelse og for evt. link til kilde.

Tragiske dødsfald og spændende eventyr

 

Garveriet, Høie Fabrikker, indianere, vin

- og en mængde tragiske dødsfald

 

I 1865 ramtes familien atter af dødsfald. Den ene af Julius’ to storesøstre, Salvine, døde alt for tidligt, kun 24 år gammel, ugift og barnløs, af en hjerte-sygdom.

 

Den del af familien, som stadig boede sammen i Vestre Strandgate 34 på dette tidspunkt, talte - foruden faderen - også sønnen Johan Severin, der var 27 år og handelsfuldmægtig i faderens virksomhed, datteren Ansine, der var 22 år og formodentlig fungerede som husholderske for familien, og Julius Octavius, der nu var 19 år og handelsbetjent i faderens virksomhed. Til husstanden hørte endvidere endnu en ung handelsbetjent, som var ansat i familievirksomheden, samt to tjenestekarle og en tjenestepige. Sønnen Sigvard Emil boede som tidligere beskrevet i Kristiania (Oslo), hvor han havde succes som skuespiller.

 

Nye familiemedlemmer 

Julius’ storebror, Johan Severin, blev sendt på skole i Celle i Tyskland for at samle inspiration og lære mere om tekstilbranchens nyeste metoder. I Celle lærte han en ung kvinde, Emma Charlotte Emilie Elise Martens, at kende. Hun var datter af en dygtig tekstilfabrikant, Heinrich Hermann Martens.

 

Den 3. marts 1866 giftede Johan Severin og Emma sig med hinanden i hendes hjem i Peine i Tyskland, og de bosatte sig efterfølgende i Kristiansand, hvor de i årene 1867 og 1869 fik hhv. datteren Emma Rachel Elisabeth og sønnen Johan. Sidstnævnte blev desværre kun godt 9 måneder gammel. Året efter hans død fik Emma i forbindelse med endnu en graviditet meget alvorlig barselsfeber, og hun døde den 10. maj 1871, som kun 23-årig. Hvad der skete med barnet, vides ikke.

 

Året før sin svigerdatters tragiske død havde John Gundersen overladt sin grossistvirksomhed incl. kolonialvareforretningen på Konsumsjonsgaten i Kristiansand til Johan Severin, men sønnen var dog med sin familie blevet boende i det store hus i Vestre Strandgate 34.  Der var nok at se til for den unge – og nu også enlige - far til to små børn, og det antages derfor, at også hans børn i disse år først og fremmest blev taget vare på og opdraget af en husholderske eller en barnepige, mens deres far passede sine mange forretninger.

Få år senere – i 1874 - giftede Johan Severin sig igen. Denne gang var det med sin 16 år yngre kusine Rachel Johnsen, der var født i Kristiansand i 1855. Med Rachel fik Johan yderligere 10 børn! Den yngste af disse, Sigurd Gundersen, blev siden domprovst i Kristiansand. Han var, som nevøen Ole-Johan kalder det, ”familiens historieskriver”, og han udarbejdede et lille, men uvurderligt skriftligt materiale, ”Kjøpmann og fabrikkeier John Gundersens slekt”, hvori han beskrev familiens historie.

 

Garveriet i Tveit

Efter at John Gundersen havde overladt ledelsen af sin grossist-virksomhed i Kristiansand til sin ældste søn, købte han på et tidspunkt mellem 1870 og 1875 et garveri, der hørte til gården Lømsland i Tveit, udenfor Kristiansand. Her aftog og garvede han huder og skind fra slagtningerne af kvæg og får i sin tidligere købmandsvirksomhed.


Lømsland var en af de ældste gårde i Agder, og til gården hørte et meget stort skovområde. På Universitetet i Agder anser man Lømsland for at have eksisteret siden folkevandringstiden, 4-600 år e.kr. Gården lå ved en gammel kongevej og ved den nyere postvej til Oslo, som lå klar i 1804. Den blev efter anlæggelsen af postvejen omdannet til gæstgiveri for rejsende.

I 1875 boede der i alt 63 mennesker på Lømsland, og omtrent halvdelen af disse havde bolig i et af to store gamle huse på stedet. Det ene hus var ejet af John, og ligesom han selv boede i huset, udlejede han også værelser til bl.a. skovarbejderne på stedet. Senere byggede han endnu et hus på Lømsland, og dette blev hans private bolig, hvor også datteren Ansine kom til at bo og formodentlig også her fungerede som husholderske for sin far.

Ansines amerikanske eventyr

Ansines ophold på Lømsland varede, til hun i 1876 blev gift og rejste til Sand Creek, Wisconsin i USA med sin mand, Harald Frederik Haakonsen, der var præst og boede og virkede i den norske menighed dér.

 

Harald  var søn af Carl Frederik Haagensen, der var violinist ved Kristiania Theater og i øvrigt startede Norges første strygerkvartet. Harald og Ansine havde lært hinanden at kende på Lømsland, mens han som stud.theol. arbejdede som huslærer hos en familie i området. Da han var færdiguddannet cand.theol., fik han i sommeren 1874 arbejde som præst for The Norwegian Lutheran Congregation of Sand Creek i Wisconsin, USA.

 

Dengang - som nu - var Sand Creek i Dunn County, Wisconsin, en ganske lille by. Indbyggerne var primært indianere og nordeuropæiske indvandrere. De første ikke-indianere slog sig ned på stedet i 1865. Da de ankom, var byen en regulær indianerlandsby, men tilflytterne blev budt velkommen, og allerede ganske få år efter bestod landsbyen af en skønsom blanding af bjælkehytter og indianske wigwams. Indianerne var interesseret i byttehandel med nybyggerne, der fortrinsvis kom fra Norge og Tyskland. De byttede først og fremmest tørret kød, tørrede blåbær og fisk for korn og brød, ligesom indianerne bl.a. lærte tilflytterne at jage med bue og pil. Der herskede altså angiveligt et godt samarbejde og formodentlig gensidig respekt mellem indianerne og nybyggerne i den lille by. I dag, hvor der stadig ikke lever mere end små 600 mennesker i Sand Creek, er der kun én indbygger af indiansk afstamning tilbage. Læs meget mere om Sand Creek og dens historie her.

 

I 1867 blev den norske menigheds kirke, Our Savior's Lutheran Church, bygget i Sand Creek. Menigheden havde på daværende tidspunkt i alt 64 medlemmer, og det samlede indbyggertal for byen var endnu under 100. Den norske menigheds præst boede i en anden landsby og delte sin tid ligeligt imellem en række menigheder i området. I første halvdel af 1870’erne blev ønsket om at have en præst, der boede i selve Sand Creek, dog mere og mere påtrængende. I 1874 lykkedes det så til posten at ansætte den norske nyuddannede cand.theol., Harald Haakonsen, og i juli måned samme år drog Harald ud på den lange rejse med skib, tog og hest fra Norge til Wisconsin.

 

De næste små to år holdt Harald og Ansine - trods den store afstand - liv i deres forbindelse, og i april 1876 rejste Harald hele vejen hjem til Norge for at gifte sig med Ansine og hente hende med tilbage over Atlanten til en tilværelse som norsk præstefrue blandt indianere og nordeuropæiske indvandrere i Sand Creek. Det må have været noget af en kulturel omvæltning for købmands-datteren fra Norge.

Vingrossereren, komponisten og alle brømthederne

I kælderen under ejendommen i Vestre Strandgate 34 i Kristiansand - hvor nu både Julius, Johan Severin og hans familie, Heinrich Herman Theodor Martens - bror til afdøde Emma Martens (Johan Severins første og nu afdøde hustru) samt adskillige tjenestefolk og ansatte havde hjemme, startede Julius den 12. oktober 1875 egen virksomhed sammen med Martens (læs meget mere om Heinrich Martens ved at klikke her).

 

Julius blev altså nu vingrosserer med egen butik, og foretagendet udviklede sig med tiden til at blive et af Nordens største vinfirmaer med filialer også i Kristiania (Oslo) og Bergen. Julius selv fungerede som såkaldt ”rejsende handelsagent” for firmaet – dvs. at han selv rejste rundt og handlede virksomhedens produkter, mens Martens forestod den daglige ledelse af virksomheden i Kristiansand. Julius havde nemlig også gang i andre projekter samtidig. Bl.a. blev han fra 1876 også bestyrer af sin fars spinderi i Høie, efter at Lilloe stoppede med at arbejde. Kort efter købte storebroderen Johan Severin dog spinderiet i Høie af sin far, og dette drev han i nogle år samtidig med købmandsforretningen i Konsumsjonsgaten i Kristiansand.

 

I sit skriftlige materiale gik Domprovst Sigurd Gundersen en smule let hen over Julius og hans liv og levned. Dette skyldes antagelig, at Sigurd som domprovst ikke fandt ubetinget stolthed i hverken onklens hovederhverv – handel med vin og spiritus – eller i dennes måde at forvalte sit liv på. Der gik i visse dele af familien historier om Julius’ noget udsvævende liv med ”kvinder, sang og bægerklang” – og desuden om børn udenfor ægteskab. Sandheden er formodentlig, at nok var Julius ikke bleg for at tage del i livets goder, men han var samtidig en yderst hårdtarbejdende mand, som tog sine erhvervsmæssige engagementer meget alvorligt. Han opfattedes som en selskabsløve, en dameven og en kunstnermæcén, men var også hårdtarbejdende, dygtig og en forretningsmand med en stor kundekreds. Han var altså en levemand – men en hårdtarbejdende én af slagsen, som i øvrigt - i hvert fald i perioder - irriteredes gevaldigt over sin forretningspartners store pengeforbrug til selskabelighed hjemme i Kristiansand.

 

Martens holdt bl.a. ”salon” – et ifølge Den Store Danske Encyklopædi “selskabeligt samvær i et privat hjem, hvor husfruen og en kreds af venner konverserer om litteratur, kunst og politik, deklamerer, musicerer eller spiller teater”. I huset på Vestre Strandgate – på Martens etage - var det jo så ikke husfruen, men husherren, der holdt salon, hvor gæsterne, måske 8-10 af slagsen, sad ned til et større eller mindre mindre traktement og konverserede, lyttede til musik eller overværede andre optrædender. Der har nok primært været tale om musik, for Martens var en usædvanligt stor musikelsker. Han var – udover at være vingrossist – også  en hæderlig komponist, og han må antages at have været musiker i hjertet, selvom han ingen formel uddannelse havde indenfor området. Han var uddannet i en vinhandel i Tyskland, og det var formodentlig ham, der oprindeligt skabte idéen om at starte vinforretningen op med Julius. Men havde modet rakt, havde han formodentlig holdt sig til alene at komponere, da dette uden tvivl var hans store passion.

 

Adskillige kulturpersonligheder – især indenfor musik og litteratur – havde deres gang i huset, herunder komponisten Sigurd Lie, forfatteren Knut Hamsun, Bjørnstierne Bjørnsson og Holger Drachmann, der kom rejsende fra Danmark for at deltage i selskabelighed og dagligliv, som det udspillede sig i huset på Vestre Strandgate. Martens datter erindrede senere, at Drachmann holdt meget af at sidde i haven og svælge i de store søde kirsebær, som havens bedste træ var berømt for at producere.

 

De mange festlige sammenkomster under afslappede former blev oftest flyttet til vinkælderen, hvor de dyre dråber opbevaredes, og Martens var en levemand med store armbevægelser og bød gerne sine gæster på god vin……megen god vin! Hans popularitet var lige så stor som hans rundhåndethed, og dette nød bl.a. Knut Hamsun godt af, ligesom den svagelige komponist Sigurd Lie ligefrem flyttede ind i hjemmet i en periode. Som Martens oldedatters mand, Torsten Kälvemark, skriver i sin blog ”Tidens Tecken” om Martens forhold til de mange store kunstnere:

 

”Hvem vil ikke gerne være venner med en vinhandler?”

 

Også kunstmaleren Edvard Munch lod til i en eller anden grad at lade sig finansiere af Martens, På nettet kan man finde en stor mængde breve modtaget af - og udkast til breve skrevet af - Edvard Munch. Blandt disse finder man en stor håndfuld, der omtaler Martens, og i denne finder man et brevudkast til forfatteren og formanden for Den Norske Forfatterforening, Vilhelm Krag, hvor Munch beder Krag om at at forsøge at få Martens til at lægge penge ud for sig - og han fortsætter med:

"Jeg skylder den stakkels djævel en hel del penger – men jeg håber at kunne sende ham noget når om en tid – Hvordan står det til med ham forresten?"

Vilhelm Krag skriver selv på et tidspunkt til Munch:

"Vi har talt med Martens – vinhandleren – som intesserer sig meget for dig, så hvis du skulde komme til at mangle den fornødne mynt til selve flytningen, kunde vi vel skaffe dig den"
 

Også kunstmaleren Torvald Stang henviser flere gange i sine breve til Martens, som en mand Munch kan forsøge at få penge af, hvis han har brug for økonomisk bistand.

Julius kom hyppigt til Kristiania (Oslo) i forretningers medfør, og sandsynligvis så  han og broderen Sigvard Emil ved disse lejligheder  hinanden. Hvem ved – måske boede Julius ligefrem hos Laura og Sigvard, når han var i Oslo? Når man erindrer, at Julius var en levemand, der holdt af en vis grad af selskabelighed, kan man gætte på, at han har nydt hyggelige venne-sammenkomster i Gundersen-parrets hjem. Som festglad lillebror kan han ikke have været aldeles uimponeret af storebroderens succes, den megen opmærksomhed han og hans hustru fik, og den vennekreds i hvilken også han omgikkes tidens store personligheder indenfor musik, litteratur og teater.

Familie-interessentskabet

I 1880 solgte Johan Severin købmandsforretningen i Kristiansand. Som bestyrer af virksomheden i Høie, bosatte han sig efterfølgende med sin familie i ”Privaten” ved spinderiet, hvor han udover at drive virksomheden også startede en landhandel. På samme tidspunkt blev virksomheden lavet om til et interessentskab. Ejerne var faderen John Gundersen, sønnen Johan Severin Gundersen, sønnen Julius Octavius Gundersen, sønnernes mosters mand (og samtidig Johan Severins svigerfar) købmand Johan Petter Johnsen samt Julius’ vinfirma ”J.O. Gundersen & Co”. Virksomheden havde på dette tidspunkt en fast medarbejderstab på 119 kvinder og 31 mænd.

 

Familien Johnsen og familien Gundersen var knyttet til hinanden på forskellige måder: Da Johan Petter Johnsen i 1840 kom til Kristiansand fra Sanum ved Mandal, fik han ansættelse i John Gundersens købmandsfirma, der på daværende tidspunkt var Kristiansands største af sin art og solgte såvel viktualievarer, kolonial og metervarer. Ti år senere giftede Johan Petter sig med Johanne Sophie Johnsdatter Sæveland, som var John Gundersens hustru Rachels søster. Johan Petter og Johanne startede selv en købmandsbutik på hjørnet af Festningsgaten og Gyldenløvesgate I Kristiansand. Senere blev denne omdannet til en ren grossistvirksomhed, der handlede kød, købmandsvarer og en smule metervarer. Begge ægtepar - altså John og Rachel samt Rachels søster Johanne og Johan Petter Johnsen - fik en række børn, der jo altså var kusiner og fætre til hinanden. Blandt disse var Gundersen-sønnen Johan Severin og Johnsen-datteren Rachel, der - som tidligere beskrevet – giftede sig med hinanden et par år efter Johan Severins første hustrus død.

 

I 1882 – opkøbte familieinteressentskabet Lilloes væveri, der lå ved siden af spinderiet i Høie, og den samlede virksomhed omdøbtes nu til ”Høie Fabrikker”, under hvilket navn virksomheden i mange mange år fremstillede linned, sengetøj m.v. Den dag i dag producerer virksomheden, der nu hedder Mascot Høie AS, stadig bl.a. sengelinned og dyner, der også udover Norges grænser er kendt for sin gode kvalitet. Sit absolutte højdepunkt nåede virksomheden dog først mange år efter, at familien Gundersen lod den gå over på andre hænder. Jeg selv fik – mange år før jeg fandt ud af, at Høie Fabrikker havde været i min biologiske families eje - to sæt super lækkert Høie sengetøj i gave til min 30 års fødselsdag. De er stadig i brug nu små 28 år senere…

 

Snuden hjemad

Efter et antal år i Sand Creek fik Harald Haakonsen i september 1884 nyt arbejde som sognepræst i Søndeled ved Risør. Noget tyder dog på, at parret allerede var vendt hjem til Norge på dette tidspunkt. Under opholdet i Wisconsin var parret blevet forældre til tre børn - Rachel, Johanna og Håkon, og deres fjerde barn, datteren Sofie, blev født i Kristiansand i september 1882. Omtrent halvandet år efter – i januar 1884 – fødte Ansine datteren Laura i Lømsland i Tveit, og i september samme år bosattede den hurtigt voksende familie sig altså med tjenestepige, kokkepige og barnepige på Storgate i Risør, hvor Harald var blevet sognepræst. Allerede året efter, i 1885, blev parret atter forældre – denne gang til sønnen Karl.

Også for John Gundersen var det tid til at vende snuden hjemad. I 1885 boede han stadig i Lømsland ved Tveit, men han var syg og havde brug for at være tæt på sin familie. Så dette år flyttede han fra sit store hus ved garveriet i Lømsland tilbage til Kristiansand, hvor han lod sig installere hos sønnen Julius, der stadig var ungkarl og havde god plads på førstesalen i huset i Vestre Strandgate. Eneste andre beboere på første etage var enkefru Gunvor Tellefsen, der var husholderske for Julius, samt en tjenestepige, Jette Karine. På anden sal boede Julius’ partner i vinforretningen, Heinrich Hermann Theodor Martens med sin hustru Elisabeth og deres børn. Dertil kom to tjenestepiger og en lagerassistent samt en gårdskarl, der begge havde ansættelse i vinforretningen.

 

John var en gammel mand, og anden juledag 1885 afgik han som 77-årig ved døden efter et langt og yderst virksomt liv med megen forretningsmæssig succes, men også med store personlige sorger. Det er svært at tyde dødsårsagen i kirkebogen, men det antages, at der står ”Mor.Sen.”, hvilket antages at være en forkortelse af en latinsk betegnelse for dødsfald forårsaget af alderdomssvækkelse. Han døde altså af ”alderdom” - hvilket jo langt fra var alle i familien forundt!

Året efter - i sommeren 1886 - var præstefruen i Søndeled, Ansine, atter gravid. Hun havde næsten lige mistet sin far, og yderligere skete denne sommer det tragiske, at hun også mistede to af sine børn – datteren Laura på 3 år og spædbarnet Karl. Laura døde af hjernebetændelse, men præsten i Risør Kirke, hvor børnene blev begravet, har ikke i kirkebogen oplyst dødsårsagen for Karl. Det er lidt udsædvanligt for denne præst ikke at oplyse dødsårsag, men antageligt har man ikke vidst, hvad barnet døde af. Der var dog en del dødsfald på grund af netop hjernebetændelse i Risør dette år, så det er muligt, at Karl døde af det samme som sin søster.

 
Små to måneder efter sønnen Karls død fødte Ansine sit og Haralds sidste barn: Sønnen Julius (måske blev han opkaldt efter sin morbror?).

 

© 2021 by Helle Jul Ruby

bottom of page