Bryder du dig ikke om musikken, kan du slukke
for den på den orange knap til venstre.

Sagen om Store Jens Peters hus

 

Indhold

 

Ildspåsættelsen

Vanrøgt, mishandling og tilståelse

En ny tilståelse

Indsamling til sølvbrudeparret

De sidste år

Ildspåsættelsen


I Storedal i Hammer Bakker havde en mand - nogen ville nok kalde ham en særling - der kaldtes Store Jens Peter, en gammel rønne, som ikke længere var beboet i det daglige. Den lå lige i nærheden af Vild-Stines og Pouls lille Tusborghus nær Brødland i bakkerne (se kort her). Den 2. oktober 1897 mellem kl. 18:00 og 19:00 satte nogen ild til den gamle rønne, der så vidt vides brændte helt ned til grunden. Gudskelov kom ingen til skade ved branden, men ikke desto mindre så man meget alvorligt på sagen. Den skulle opklares, og gerningsmanden skulle findes og straffes for sin ugerning.

 

Først anholdt politiet en såkaldt "løs og ledig person", men denne blev løsladt igen nærmest med det samme. I stedet samlede mistanken sig om en ung tjenestekarl på en snes år, som arbejdede på en nærliggende gård - i øvrigt sammen med Poul. Da denne blev afhørt, gav han udtryk for, at han mente, at Poul måtte være gerningsmanden. Han argumenterede så godt for sagen, at politiet atter løslod ham, og i stedet anholdt Poul fra Tusborghus den 11. oktober 1897. Tjenestekarlen havde nemlig oplyst, at Poul på sin vej hjem fra arbejde på gården var gået forbi Store Jens Peters hus på nogenlunde dét tidspunkt, hvor ilden måtte være opstået. Politiet påstod tilmed senere, at naboer og andre, der kendte Poul og Stine, havde omtalt parret ret negativt, da man var rundt for at tale med de forskellige. Faktisk sagde politiet, at naboernes oplevelse af dem var, at det var  folk, som man gjorde klogt i at holde sig fra. Da medierne senere gravede i sagen og interviewede naboer, Pouls arbejdsgiver, sognefogeden og skolelæreren, viste det sig, at disse ikke havde haft noget negativt om parret at sige til politiet....

 

Da han blev anholdt, reagerede Poul med rædsel og en vis grad af panik. Han havde ikke sat ild på hverken Jens Peters eller nogen andens hus, men han var en jævn og uuddannet mand af få og ubehjælpsomme ord, der ikke var god til at forklare sig, og han var bange for, hvad der kunne ske ham og hans familie. Så da politiet afhørte ham, kunne han ikke sætte ordene sammen, og han var forvirret og ude af stand til at overskue, hvordan han skulle forsvare sig selv mod den mistanke, der var kastet på ham. I sin kamp for at kaste mistanken af sig igen kom han først med én forklaring og siden med en anden. Dette forhold, at Poul skiftede forklaring flere gange, bestyrkede politiets fornemmelse af, at han søgte at skjule noget. Kort tid efter anholdelsen af Poul anholdt man også Vild-Stine - Pouls hustru - og parrets ældste datter, Mariane på 13 år, da man havde mistanke om, at de var medvidende om ugerningen, og at Stine måske ligefrem havde ansporet til ildspåsættelsen. Også Poul og Stines kun knap tre måneder gamle datter, Ane Johanne Marie, måtte med Stine i varetægtsarrest, da hun jo skulle ammes og - fordi hun jo endnu kun var et spædbarn - i højere grad end de øvrige børn havde brug for omsorg og pleje. Tilsyneladende trådte Stines gamle mor øjebikkeligt til for at tage sig af de to sønner, da forældrene og drengenes søstre indsattes i varetægt i Raad-, Ting- og Arresthuset i Nørregade (nu Skt. Peders Gade 18) i Nørresundby. Stines mor var dog på dette tidspunkt en gammel kone på næsten 80 år, så det kan ikke have været let for hende at skulle tage sig af sine to dattersønner på ubestemt tid.


Vanrøgt, mishandling og tilståelse


Efter indsættelsen i Nørresundby Arresthus startede nu en lang serie af forhør af såvel Poul som af Stine og Mariane. Efter 14 dage blev sidstnævnte dog løsladt, da det stod klart, at hendes mor på forhånd fortalte hende, hvad hun skulle sige under forhørene, men at hun formodentlig intet reelt kendte til ildspåsættelsen. Vild-Stine og hendes mand blev dog ikke løsladt. Begge nægtede hårdnakket at have sat ild til rønnen, men deres forklaringer hang dog ikke godt sammen - og de ændrede dem adskillige gange. Stine kørte man hårdt på ved forhørene, da man håbede, at hun ville angive Poul, hvis og når presset blev for hårdt for hende. Som nogle aviser skrev efterfølgende, blev parret udsat for, hvad man ikke kan kalde andet end regulær psykisk tortur. En af metoderne man brugte, var denne helt og aldeles forfærdelige:

 

Som nævnt ovenfor havde Vild-Stine sin lille spæde datter med i fængslet. For at lægge størst muligt pres på moderen, valgte man i arresten at tage den lille pige fra hende. Kun to gange dagligt fik hun bragt barnet til sig til amning, hvorefter det atter blev taget fra sin mor. Modermælk to gange i døgnet er dog alt alt for lidt for et spædbarn, og tilsyneladende fik den lille pige ikke anden føde, end hvad moderen fik lov at give hende disse to gange i døgnet. Man valgte altså - efter alt at dømme - simpelthen at sulte barnet, for at lægge så meget pres på moderen, at hun - for at kunne komme sin lille spæde datter til undsætning - ville tilstå, at hendes mand var gerningsmand til ildspåsættelsen. Og Stine var presset - og tillige blev hun syg i fængslet. Den lille spæde og vanrøgtede pige sygnede mere og mere hen, og til sidst døde hun i arresthuset den 20. november 1897 - præcis 4 måneder gammel. Stine blev løsladt, så hun kunne få datteren begravet hjemme i Hammer Kirke. Hun måtte gå hele den omtrent 12 kilometer lange vej fra arresthuset i Nørresundby til kirken med sit døde barn i en lille kiste i favnen, men var gudskelov så heldig, at venlige mennesker samlede hende op på vejen og lod hende køre med sig. Lille Ane blev begravet otte dage efter sin død, og hverken i kirkebogen for Nørresundby Kirke eller i Hammer Kirkes kirkebog nævnes det med ét ord, hvad den lille pige døde af. Senere, da begravelsen var vel overstået, måtte Vild-Stine atter gå den tunge vej tilbage til arresthuset i Nørresundby og igen lade sig anholde og indsætte.

Det må have været umådelig hårdt for både Poul og Stine. Poul blev oplyst om, at hvis han tilstod ugerningen, ville Stine blive løsladt, så hun kunne komme hjem og tage sig af deres børn, og efter at hans og hustruens lille pige var død, kunne han ikke holde til presset længere. Han valgte derfor at tilstå ildspåsættelsen, selvom han var uskyldig. Efter at have siddet i varetægtsarrest i omtrent 3 måneder, blev Stine derfor i januar 1898 løsladt og kunne vandre hjem for at forsøge at tage vare på sine børn og sin gamle mor.

Efter at Poul tilstod forbrydelsen, idømtes han ved Kjær Herreds Ekstrarets dom af 16. februar 1898 4 gange 5 dages fængsel på vand og brød, og denne straf blev han straks sat i gang med at afsone. Da straffen var udstået den 19. marts 1898, blev han løsladt, men fastholdt fremover overfor alle, at han var uskyldig i forbrydelsen. Man må sige, at det var en meget høj pris, Poul og Stine betalte for en forbrydelse, de ikke havde begået, og som bestod i at sætte ild til en gammel ubeboet rønne: Sammenlagt sad de i fængsel i omtrent 9 måneder. Deres lille datter sultedes til døde. Og de måtte begge leve resten af deres liv med følelsen af at være blevet trynet, kuet, mishandlet, udstillet, set ned på og mistænkt for at være simple forbrydere.
 


 

En ny tilståelse

Små tre år efter at Poul var blevet løsladt - i januar 1901 - mødte en karl op hos politiet i Nørresundby og meldte, at han var blevet overfaldet og frarøvet 60 kr. Politiet fik dog hurtigt pillet hans historie fra hinanden, og han indrømmede, at den var det rene opspind, hvorefter han blev sigtet for falsk anmeldelse m.m. Karlen var selvsamme tjenestekarl - og nu slagter i Aalborg - som oprindeligt havde angivet Poul til politiet. Da han indrømmede at have indgivet falsk anmeldelse, valgte politiet også at udspørge ham lidt grundigere om den gamle sag med ildspåsættelsen i Hammer Bakker, og meget overraskende indrømmede han, at det faktisk var ham - og altså ikke Poul - der havde sat ild på den gamle rønne. Da han blev spurgt om, hvorfor han havde angivet Poul og Stine, svarede han, at det var "for løjer" (for sjov), og fordi han "ikke kunne lide dem". Han udtrykte samtidig tilfredshed med, at de havde siddet fængslet så længe i sagen, da han var vred på dem.

Pludselig - omtrent 3 år efter domsafsigelsen - stod politiet nu med to mænd, der begge hver for sig havde erklæret sig skyldige i sagen. Vild-Stine og Poul - som jo altså allerede var dømt og havde udstået straffen - blev atter indkaldt til afhøring, og ved denne lejlighed trak Poul officielt sin tilståelse tilbage og erklærede sig uskyldig. Slagterkarlen, Jørgen Jensen, blev i stedet dømt skyldig i ildspåsættelsen i Hammer Bakker.

 

I aviserne - og især i arbejderpressen - over hele landet blussede sagen nu atter op. Sammenlagt havde den, fra ildspåsættelsen og til Poul fik renset sit navn, varet små 3½ år, og nu insisterede pressen på lidt retfærdighed for den fattige og uskyldigt dømte husmand og hans familie. Det gjorde de, fordi de i forvejen kæmpede en sej kamp for at få magthavernes øjne op for de uhyrligheder, der tit foregik under varetægtsfængslinger for at presse mistænkte til at tilstå. Aviserne var stærkt oprørte og indignerede over, hvad der var foregået også i denne sag, og den megen opmærksomhed om sagen og det pres aviserne lagde på myndighederne gjorde, at Poul og Stine den 15. juli 1902 - altså små 5 år efter ildspåsættelsen - af Overretten i Viborg tilkendtes en erstatning. Denne var på 1.000 kr. samlet til parret - svarende til ca. 72.000 kr. i dag. Dette allerede dengang lave erstatningsbeløb gjorde ikke aviserne mildere stemt, og da først begrundelsen for at give Poul og Stine så lille en erstatning kom frem, gik pressen næsten i selvsving. Årsagen var kort fortalt, at man fra officiel side mente, at parret ikke havde været ret samarbejdsvillige! Herredsfogeden,  Niels Andreas Christian Andersen - en siden højt berømmet og dekoreret herre , som også var byfoged og borgmester i Nørresundby, mente, at Poul selv ”ved sine forhold” var skyld i fængslingen, og udtrykte desuden, at Poul og Stine havde afgivet ”forbeholdne og på flere punkter urigtige forklaringer”. Man mente, at Poul var snu, udspekuleret og tvetunget, hvor sandheden nok snarere var, at han var en på nogle punkter måske lidt enfoldig mand, der ikke kunne overskue sin og hustruens situation og af samme årsag ikke anede, hvordan han skulle té sig, eller hvordan han bedst kunne forsvare sig selv og sin familie, i den situation de var havnet i. Dette var i hvert fald avisernes opfattelse af Poul Madsen. Og Social-Demokraten erklærede dagen efter, at Overrettens dom burde appelleres og for Højesteret, så husmandsparret kunne tildeles en ordentlig erstatning, og ikke blot "lumpne 1.000 kr". Dette skete - så vidt vides - aldrig. Ligeledes blev herredsfogeden tilsyneladende heller aldrig stillet til ansvar for noget som helst andet i denne sag.

 

Selvom lettelsen over at have fået sit navn renset må have været enorm, var livet efterfølgende dog stadig ikke ret let for Poul og Stine og børnene. Dels var der den dér mistanke fra omgivelsernes side, som sikkert altid klæbede til dem, og dels havde hele sagen jo givet familien et voldsomt chok, som skulle forvindes. Den lille husmandsfamilie brugte formodentlig de 1.000 kr. på  at få betalt den gæld, der var stiftet under sagen, så børnene kunne få mad i munden og tøj på kroppen. Der skulle også bruges penge på at komme lidt på fode igen, så de 1.000 kr. rakte efter al sandsynlighed ikke ret langt.

 

Indsamling til sølvbrudeparret

 

I årene efter sagens opklaring havde Poul og Stine travlt med at få tilværelsen til atter at hænge bare nogenlunde sammen. De var meget mærkede af uretfærdighederne og den megen modgang, de havde været igennem. Og de var stadig meget fattige.

I 1908 - 6-7 år efter de mange forargede avisskriverier - var der stadig folk, der huskede sagen og husmandsparrets hårde skæbne. Blandt disse var frk. Bartholine Jørgensen, som var skolelærerinde, kvindesagsforkæmper og formand for Dansk Kvindsamfund i Ålborg. Da det i avisen annonceredes, at Poul og Stine fejrede deres sølvbryllup den 23. marts (selvom det egentlig først var den 30. marts, de havde været gift i 25 år), valgte hun at tage på uanmeldt lykønsknings-visit hos dem i Hammer Bakker denne dag. Hvad der mødte hende ved det lillebitte nærmest faldefærdige Tusborghus i bakkerne, chokerede hende dog. Hun havde nok forventet, at der var arrangeret i det mindste nogen festivitas, som det nu var almindeligt ved sølvbryllupsfejringer. Men i huset fandt hun blot et par ludfattige, trætte og udslidte husmandsfolk, der havde et par naboer og et par familiemedlemmer på besøg. Og der var ikke lagt op til festlighed, af den slags hun havde forventet, for sådan noget var ganske enkelt ikke en del af parrets tilværelse - det havde de slet ikke råd til.

Frk. Jørgensen blev ikke hængende længe i det lille hus i Hammer Bakker. Hun var chokeret og ked af det og gik grædende fra huset efter at have oplevet den store fattigom, forfaldet og de meget ringe livsvilkår for husmandsparret, som havde været så meget ondt igennem i forvejen. Da hun kom hjem til Aalborg, besluttede hun at skrive en artikel til Aalborg Amtstidende om sit triste besøg hos Poul og Stine i Tusborghus. Artiklen blev bragt i avisen på den rigtige sølvbryllupsdag med et par kommentarer fra redaktionen nedenunder:


​”Et Sølvbryllup.

Godt gemt i Lyngbakkerne ligger et omtrent faldefærdigt Hus, Væggene skraa og skæve, Taget hængende ud over. Hvis det ikke laa saaledes gemt, havde Blæsten for lange Tider siden gjort det af med det. Beboerne af Huset er Poul Madsen og Hustru, begge ældede og knugede af det haarde og triste, som Livet ofte give sine Børn.

 

Fortiden var haard og grum mod dem. Vel fik de en ubetydelig Pengeerstatning som Vederlag for den Uret, de havde lidt, mens de holdtes borte fra Hjemmet, men hvem kan erstatte og igen give dem Troen til Livet, den de havde begyndt med i deres Ungdoms Aar.

Da jeg i Eftermiddag traadte ind i den lille, lave, fattige Stue, (der var så lavt, at jeg ikke kunne staa oprejst) og saa de to Mennesker, tænkte jeg:  Med hvilke Forhaabninger gik de to ikke ind i deres Ægteskab for 25 Aar siden, og nu: han kroget og bøjet før Tiden, Ansigtet tydeligt mærket af, hvad han havde lidt, hun lille, spinkel og forslidt, staaende for mig i sin daglige Arbejdsdragt, begge kuede af det haarde, Livet havde budt dem. Der er noget i mit Indre, der gør saa ondt. Ved Bordet sad Pouls to Brødre med deres Hustruer. De havde læst i Avisen, at deres Broder havde Sølvbryllup, derfor var de komne. De har hver et Hus med en lille mager Jordlod  i Hammer Bakker. Saa var der deres Nabo. To voksne Børn var i Hjemmet den dag – den ene en nydelig, ung Pige; hende var det, der sad arresteret den lange Tid sammen med forældrene.

 

​Hvor trængte Poul og hans Kone ikke til, at deres Medmennesker på denne deres Festdag havde vist dem lidt Venlighed – men ikke én *) havde tænkt paa at glæde de  to forgræmmede Mennesker.

 

Derude, hvor der er langt mellem hvert Hus,og hvor hver kan have nok med at klare sit eget var det maaske for meget forlangt, men v i  a n d r e ? burde vi ikke altid glæde og trøste, hvor vi kunde. Naar man bare vil, kan man saa meget.

 

Jeg var der et Kvarterstid, talte med dem, fattige ord, gav dem mit Farvel. Idet jeg gav Pouls Kone min Haand, saa jeg hende i Tankerne for 14 aar siden vandre ud af Nørresundby, bærende den lille Kiste, hvori hendes spæde Barn laa. Hun var Mo’r. Da hun havde gaaet et Stykke, fik hun ”kørende” med en Spand til ”Bojerhuset”, saa havde hun ikke saa langt til sit Hjem.

​---

​Uden for Pouls Hjem skinnede Solen, Lærken slog sine jublende Triller. Men jeg græd – græd over det Hjem, jeg havde forladt. Skæbnen er tit haard, ja, alt for haard mod mange Mennesker. Lad os alle være enige om at trøste og hjælpe, hvor vi kan. – Livet er så kort for dem, der har det godt, men uendelig langt for dem, som lider.

 

Søndag aften, den 23. Marts 1908.

B ar t h o l i n e  J ø r g e n s e n.

 

*) Jo enkelte var der dog. Sent paa Eftermiddagen modtog Poul Madsen og hans Hustru en lille Pengegave og en Lykønskning fra Finansminister Lassen, der i sin Tid som Redaktør  af ”Aalborg Amtstidende”  rejste en offentlig Stemning til Gunst for Poul Madsens Sag. Og i Dag vil Sølvbrudeparret modtage et Brev indeholdende en lignende Gave og en Lykønskning undertegnet B.J. [formodentlig for Bartholine Jørgenen]. Dette Brev er afsendt fra Aalborg Fredag, men paa grund af en Fejladdressering gaaet til Sulsted, saa det først kommer til Bestemmelsesstedet i Dag.

​Aalb. Amtst.s Red.”

Efter frk. Bartholine Jørgensens artikel i Aalborg Amtstidende skete det forunderlige, at læsere begyndte at sende pengebeløb til avisen, der valgte at oprette en regulær indsamling til det udslidte par, der sad i dybeste armod i Hammer Bakker efter at være gået så grueligt meget igennem. Indsamlingen kørte over et par uger, og den fik megen opmærksomhed. Dagligt oplyste avisen, hvilke beløb, der var indkommet siden dagen før, og selv finansminister Vilhelm Lassen, der under sagens forløb havde været redaktør af Aalborg Amtstidende, afleverede - som beskrevet under Bartholine Jørgensens artikel ovenfor - et pænt beløb til indsamlingen. Han døde i øvrigt kun få dage efter at have doneret penge til parret i Hammer Bakker.

 

Mens indsamlingen stod på, var kong Frederik VIII på besøg i Ålborg, og i den forbindelse blev han gjort bekendt med sagen, sølvbrylluppet og den igangværende indsamling. Også han valgte at donere et større beløb til Poul og Stine, og det hele endte op med, at husmandsparret fik en sølvbryllupsgave på næsten 1.000 kr. - svarende til omtrent 68.000 kr. i dag - af velmenende mennesker, der ikke kunne bære, at skæbnen havde været så hård imod de to. Der er dog ikke noget, der tyder på, at de hørte noget som helst fra herredsfoged, byfoged, politiker, forfatter, og borgmester N.A.C. Andersen fra Nørresundby i anledning af sølvbrylluppet. Eller i anledning af noget som helst andet.

De sidste år

I 1915 var Poul stadig husmand i Tusborg-huset, da hans yngste og hjemmeboende søn, Christian på 25 år, giftede sig med den omtrent 4 år ældre Sigrid Estrup, der sammen med sin far og halvsøster var flyttet til Hammer Bakker fra Aalborg nogle år tidligere. Efter vielsen flyttede Sigrid ind hos sin mand i det lille Tusborghus, hvor der ved folketællingen året efter - i 1916 - altså boede det gamle husmandspar, det unge husmandspar og et par plejedøtre. Senere samme år købte gamle Poul dog et lille hus - Hyrdehuset (også kaldt "Bedstefars Hus") - lige udenfor Hammer Bakker - på Vodskov Byvej nr. 19.  Tanken var nok, at Poul og Stine ville overlade Tusborghus til Christian og Sigrid og så selv tilbringe alderdommen i Hyrdehuset, men mindre end et år senere døde Poul - 68 år gammel. I den anledning skrev Lolland-Falsters Folketidende den 9. marts 1917 følgende (der dog rummer fejl her og der i teksten):

​"En trist Livsskæbne.

I Lørdags begravedes paa Vodskov Kirkegaard en Mand, der har haft en ikke helt almindelig Livsskæbne, skriver Aalborg Amtstidende. Det er den en Gang meget omtalte Poul Chr. Madsen i Hammer Bakker.

Poul var ikke noget stort Aandens Lys, snarere maa man vel sige, det var noget smaat med hans Aandsevner. Men han var en Slider, og selv om det Liv, han begyndte, da han i 1883 giftede sig og flyttede ind i et  lille Sted ude i Hammer Bakker, ikke var en Dans paa Roser, saa gik det dog med Slid og Slæb saa nogenlunde. Bedriften gav ikke stort, og da Børneflokken voksede stærkt, maatte han for at forsørge Familien, der ogsaa omfattede hans gamle Svigermoder, arbejde meget ude hos andre.


Men som sagt, det gik, indtil Ulykken 1897 brød ind over det fattige Hjem. Der brændte et næsten værdiløst og ubeboet Hus i Hammer Bakker, og en Dag, da Poul stod og gravede Kartofler op, kom Politiet og anholdt ham som mistænkt for at have paasat Branden. Poul bad om Lov til at gaa hjem for at skifte Tøj, men det kunde Politibetjenten ikke give Lov til, han havde travlt, men det forhindrede ham dog ikke i at tage et Slag Kort med Sognefogeden i Vodskov, da han kom dertil, mens Poul sad i Folkestuen og prøvede paa at fatte det, der var sket. 

Senere gik Turen til Arresten i Nørresundby, hvor Poul maatte sidde i et halvt Aar, mens Sagen blev undersøgt.

Da tre Uger var gaaet, blev ogsaa hans Kone anholdt. Hun havde et fire Maaneder gammelt Barn, som hun maatte tage med for Diegivningens Skyld. Men hun fik ikke Lov at have det hos sig. Kun to Gange om Dagen blev det bragt hende, hvorfor det ogsaa sygnede hen og døde efter tre Ugers forløb. Moderen vilde gærne have sit døde Barn begravet på Hammer Kirkegaard, og Borgmester Andersen gav saa Lov til, at hun maatte komme Hjem og faa Barnet begravet. Hun kom op at køre et Stykke, og gik saa resten af Vejen til det fattige Hjem i Bakkerne med den lille Kiste under Armen.

Da hun havde faaet Barnet begravet, maatte hun igen møde i Arresten og blive der endnu i otte Uger under en Behandling, der var alt andet end blid, for Borgmesteren mente, hun vidste noget, hun ikke vilde sige.

Endelig blev hun løsladt og kom hjem, hvor hendes 80-aarige Moder og to smaa Drenge havde været ene saa længe.

Men Poul han sad i Fængslet med Bevidstheden om at være Uskyldig, men hvad hjalp det? Borgmesteren var af en anden Mening, Poul maatte give sig og blev dømt til 4 Gange 5 Dages Vand og Brød.

Efter Straffens Afsoning kom han hjem, aandeligt og legemligt nedbrudt, mere sløv end nogen Sinde. Altid klagede han til Folk over, at han var dømt uskyldig. Men ingen vidste, hvad de skulle tro. Poul maatte resignere og finde sig i Skæbnen, mens han krympede sig under Skammen.

Der gik tre Aar. Saa blev en ung Person anholdt for en anden Forbrydelse, og han tilstod da, at han ogsaa havde sat Ild på Hytten derude i Bakkerne. Pouls Uskyld var dermed bevist. Han fik 1000 Kr. som Erstatning for Lidelser i et halvt Aar og 1000 Kr. for Æreskrænkelse, Sorger og Bekymringer. Men selvom de økonomiske Kaar nu blev bedre, saa havde han faaet et Knæk, han aldrig forvandt. Han kunde ikke slippe for Følelsen af at være en stemplet Mand.

Nu har endelig Døden løst op for ham, Graven vil lukke sig over ham, og Folk vil glemme hans triste Skæbne. Han var da ogsaa kun en af de mange, der blev knækket af Retfærdighedens haarde Fejlgreb".

 


Efter Pouls død overgav Stine - på papiret - Hyrdehuset til sin ældste søn, Thomas Peder, der dog stillede det til rådighed for sin mor som fribolig. Tusborghus overlod hun til sin yngste søn, Christian.

De næste mange år levede Vild-Stine yderst nøjsomt som enke i det lille hus i Gl. Vodskov - lige udenfor bakkerne. Hun kom sig aldrig over de uretmæssige beskyldninger om brandstiftelse og den deraf afledte varetægtsfængsling og hendes lille datters tragiske død, og som gammel var hun yderst mistænksom overfor andre mennesker. Hun havde svært ved at slippe bitterheden over, hvad der var overgået hende. Hun havde en brillant hukommelse, og i forbindelse med udarbejdelse af Niels Hedins gedigne mindeskrift over Hammer Bakker lod hun sig interviewe og kunne bl.a. oplyse beliggenheden af sit fødehjem på stedet Mosen, som ved bogens tilblivelse for længst var nedrevet. Om Stine skrev Niels Hedin i samme bog følgende:

 

"Nu gror glemslens Blomst over Jens Peter fra Storedal og hans Bedrifter; men alene Stine kan aldrig helt forvinde sit Martyrium”.

Måske Niels Hedin kunne have udskiftet ordene ”sit Martyrium” med ordene ”den uretfærdighed, der overgik hende og hendes familie”.

I 1938 – kort tid inden hendes død - besøgte billedhugger, maler og senere modstandsmand William Jessen Vild-Stine, der på dette tidspunkt var en gammel og syg kone. I hendes lille hus fandt han hende sengeliggende og mistænksom i et så mørkt kammer, at hun næsten intet kunne se. Han fattede medlidenhed med hende og hængte sin lommelygte op over hendes seng, så hun dog havde en smule lys at se ved. Ikke lang tid efter døde den da 87 år gamle Stine - Christine Christensdatter - som aldersrentenyder i Gl. Vodskov efter et langt og ubeskriveligt hårdt liv i og lige udenfor Hammer Bakker.

William Jessen skrev en kronik med overskriften ”Kunstnere i Hammer Bakker”, som blev bragt i Aalborg Stiftstidende mange år senere - den 21. november 1965. Den indeholdt mange faktuelle fejl om Vild-Stine, hendes herkomst og hvad der skete under sagen med ildspåsættelsen af Store Jens Peters gamle rønne. Ikke desto mindre giver den et godt indtryk af denne gamle kones sidste tid. I kronikken stod blandt andet:

”I Gl. Vodskov traf jeg i 1938 en gammel syg kone, der kaldtes Vild-Stine. Hun stammede fra Vildmosen, deraf navnet. Hun boede, da jeg traf hende, i et af de små hyrdehuse til Attrupgård. Her lå hun i en mørk stue og var syg. Hun var blevet lidt mistænksom overfor sine medmennesker. Der var f.eks. altid nyrevet under et gammelt surt æbletræ, thi som naboen sagde til mig, nu mistænkte hun andre. Men det var nu ikke så mærkeligt, for Vild-Stine havde været indblandet i et drama i Hammer Bakker, beskyldt for at have sat ild på Store Jens Peters ejendom. Det endte med, at Vild-Stine, højtfrugtsommelig, blev indsat i Sundby arrest, hvor hun fødte sit barn -for kort efter at blive løsladt med fuld oprejsning og erstatning for uforskyldt varetægt. En knægt havde tilstået at have sat ild på Jens Peters ejendom i Storedal. Men jeg husker Vild-Stine, som hun lå der, mørk og indadvendt i et mørkt kammer. En stavlommelygte, som jeg ophængte over hendes seng, gav et lille lysglimt i hendes trætte øjne.”

 

og:

"Og selv om man står ved en korsvej – på et hjørne, kan man i dag ikke lade være med  i ærbødighed at tænke på alle disse mennesker, der her har levet i og ved Hammer Bakker igennem kun 50 år - mennesker, der gør levet og ulevet liv til mere end liv. William Jessen”.