I Hammer Bakker - lidt nordøst for Ålborg - var mange fattige. Oftest yderst fattige. Uuddannede. Udslidte. Man kæmpede for at overleve. Man kæmpede for mad i munden og sokker på fødderne af børnene. Man dyrkede den smule jord, man - måske - havde, og søgte ellers arbejde og opgaver på gårdene i området. Og nogen tiggede, selvom det var uværdigt og forbudt. Bad om almisser. Og søgte fattighjælp. Alligevel sultede man. Og frøs. Og man var bange. Det meste af tiden var man bange. For sulten og døden. For sygdomme og kulde. Og man var bange for de mange tyve og røvere og andre upålidelige eksistenser, som gemte sig i bakkerne. Sikkert også for hekse og elverfolk. Mosekoner og nisser. Og ja, vel også for djævlen. Og Gud. Og for overmagten. For politi og herreds- og sognefogeder. Og for retssystemet. For i bakkerne vidste man godt, at man som fattig ville være den første, skylden blev skudt på, og den sidste til at få medhold. Havde man ikke lært at læse og regne, og kunne man ikke geografi og salmevers, havde man dog lært dét. For man var jo bare "en af dem ude fra bakkerne" - dem man ikke rigtig havde styr på. Dem man vist aldrig helt kunne stole på. Vild-Stine og Poul var to af "dem". Begge var de født og opvokset i Hammer Bakker. De kom begge af fattige familier, og de kendte begge til hårdt slid, uretfærdighed og knurrende maver. Alligevel må det være kommet som et chok for dem, den dag de blev arresteret.... Vælg i menuen for at læse mere om Pouls og Vild-Stines liv, og om sagen der kom til at påvirke resten af deres tid.
