​"Vi havde i Gaar en Samtale med Husmand Poul Chr. Madsen og hans Kone, efter at de havde været i Forhør. Poul Chr. Madsen der har ”bekendt” at have stukket Ild på Rønnen ude i Hammer Bakker, gør Indtryk af at være en svag begavet men skikkelig Mand. Han har vanskeligt ved at udtrykke sig, forstaar næppe at gøre klart rede for en Ting. Det er nemt at begribe, at saadan en Mand bliver fortumlet foran en Retsskranke; hans Mangel paa Evne til at udtrykke sig bliver opfattet som Mangel paa Oprigtighed; intet er lettere end at fange ham i Modsigelser. Han er ingen stærk Karakter, vant, som han er, til at bøje af i alle Livets Forhold. Modstandskraften overfor Paavirkning er meget ringe. Naar saadant et Menneske sættes under et stærkt Tryk – Varetægtsarrest, Forhør m.m. – saa kan han omtrent trykkes, hvordan det skal være. Og naar en Dommer saa har faaet den faste Tro, at denne Mand har begaaet en Forbrydelse – saa ”bekender” han.

 

- Vi spurgte ham, hvorfor han havde ”bekendt”. ”Ja, de sagde jo, at saa blev Konen fri og hun var saa gruelig simpel, det vidste jeg; det har hun været lige siden vort næstældste Barns Fødsel. Og saa for at faa en Ende på Sagen”.

 

”Tilbagekaldte De ikke Tilstaaelsen, efter at De havde aflagt den?”

 

”Nej, åh nej, da jeg først havde sagt det, saa lod jeg det staa, og saa sagde jeg ikke mere”.

 

- Men Konen sagde, at han til hende hele Tiden havde sagt, at han var uskyldig. Konen gjorde et livligere Indtryk; hun kunde bedre klare sine Tanker. Hun græd over al den Uret, der var sket dem. Og saa over det spæde Barn, der var død, mens hun sad i Arrest. Hun havde selv maattet gaa hjem til Hammer Kirkegaard med det og faa det begravet. Og saa maatte hun vandre ind i Arresten igen.

 

- Alt tyder paa, at de to Mennesker har lidt uskyldigt. Hvis saa er, da har Grundlaget for vort kriminelle Retsvæsen, ”Egen Tilstaaelse”, atter faaet et hårdt Stød. Der lever mellem Jurister – og da for resten ogsaa mellem Lægmænd – en fast Tro paa, at et Menneske bekender sig aldrig skyldig i noget, vedkommende ikke har begaaet. Paa denne Tro bygges det hele op, og derfor lægges hele Apparatet an paa at fremskaffe ”Egen Tilstaaelse”. Men denne Tro har nu Gang paa Gang vist sig ganske fejlagtig. De Durkdrevne og Haardhudede faar man aldrig til at tilstaa; kan man ikke fælde dem med Beviser, saa faar man dem aldrig fat.  Derfor har de det forholdsvis godt under vort Retssystem. De Bløde og de Svage viger for Trykket, og mange er sikkert de, der har ”bekendt”, hvad de aldrig har tænkt paa. Men nu maa dette System snart være f u l d m o d e n t  til at falde. I mange Aar har Øksen ligget ved Roden af dette Træ. Skulle Lovgivningsmagten ikke snart ville gøre det fældende Hug?”

Se den originale avisartikel her.

​

​​​