”Viborg Overret har, som meddelt i Gaar, tilkendt Husmand Poul Madsen og hans Hustru 1000 Kr. i Erstatning. Han har siddet 4 Maaneder i Varetægtsarret, og har afsonet 4 Gange 5 Dages Vand og Brød, alt sammen uskyldigt. Hustruen sad først 1½ Maaned i Varetægtsarrest, blev løsladt for at begrave sit lille Barn, der var død utvivlsomt som Følge af Moderens Arrestation, og sad derpaa igen i Varetægtsarrest i 1½ Maaned. Ogsaa det ældste Barn, en 13 Aars Pige, sad arresteret.

 

For al denne himmelskrigende Uret faar den ulykkelige Husmandsfamilie kun lumpne 1000 Kr. i Erstatning.

 

Det officille Referat af Viborg Overrets Dom foreligger nu. Dets Forsvar – eller vel snarere Undskyldning – for Erstatningssummens Knebenhed lyder saaledes:

”Da Madsens Forklaringer paa mange Punkter havde været forbeholdne og paa flere Punkter urigtige, og hans Hustru havde gjort sig skyldig i Fortielse og anden urigtig Adfærd, maatte Lov af 5. April 1888 §2, hvorefter Ret til Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest som Regel bortfalder, naar den Paaældende selv ved sit Forhold har givet Anledning til Fængslingen, bringes i Anvendelse overfor Madsen og med Hensyn til Konens første Arrestation. Men da det ikke er uantageligt, at Madsens Holdning havde været dikteret af Frygt for, at han ved at sige Sandheden vilde bestyrke Mistanken mod sig, og da Hustruens Forhold skyldtes Frygt for Mandens Skæbne, idet hun var bange for, at han virkelig havde paasat Ilden, fandtes der dog for saa vidt at kunne tilkendes dem en mindre Erstatning.

 

For Hustruens anden Arrestation og for den af Manden uforskyldte udstaaede Straf beregnes fuld Erstatning.

 

Mandens Erstatning blev ansat til 200 Kr. for Varetægtsfængsel og 400 Kr. for Straffens udstaaelse, og Erstatning til Hustruen 400 Kr.”

 

Hvad vil dog det sige, at Poul Madsen ”selv ved sit Forhold har givet Anledning til Fængslingen”? Han har jo ikke  paasat Branden. Han er saa uskyldig deri som et nyfødt Barn. Hans hele Ulykke er den, at der i Kjær Herred sidder en Dommer som Herredsfoged Andersen. Denne Dommer har, forinden han kastede Mistanken på Poul Madsen, haft fat paa den virkelige Forbryder, Jørgen Jensen, men atter løsladt ham! Allerede paa dette Tidspunkt skrev ”Nordjyllands Arbejderblad” – i Anledning af Poul Madsens Sigtelse – at Mistanken med langt større Sandsynlighed hvilede paa den løsladte Jørgen Jensen end paa den nu anholdte Poul Madsen. Det kunde Lægfolk se, men den juridisk uddannede Dommer lod den Skyldige løbe og arresterede den Uskyldige

Hvorefter Viborg Overret erklærer, at denne ganske Uskyldige ”selv ved sit Forhold" har givet Anledning til Fængslingen”.

​

Vé den, der falder i en uduelig Dommers Hænder. Han faar, selvom han ved et Tilfælde frelses, ved Overretten tilmaalt sin Part af Dommerens Skyld!

​

Overretten i Viborg indrømmer dog, at Poul Madsen ikke har hele Skylden (!) – der er Noget, som undskylder hans ”paa mange Punkter forbeholdne og paa flere Punkter urigtige” Forklaringer. Og det er ”hans Frygt for ved at sige Sandheden at bestyrke Mistanken”. Og for Hustruen er der den Undskyldning, at ”hun frygtede for Mandens Skæbne”. De to Uskyldige bør da have en mindre  Erstatning – erklærer Overretten nådigt.

 

Med Pouls Madsens ”forbeholdne og urigtige Forklaringer” forholder det sig naturligvis aldeles som med Alma Bondesens ”Tilstaaelse”. Det er den Slags der findes i Forhørsprotokollen, men derved er det ikke givet, at ”Forklaringerne” og ”Tilstaaelsen” nogensinde har eksisteret. For Alma Bondesens Vedkommende blev det bevist, at hun aldrig havde afgivet den ”Tilstaaelse”, der var tillagt hende i Forhørsprotokollen.

​

Herredsfoged Andersen har i Marts 1901, da Poul Madsens Uskyldighed blev opdaget, til Pressen afgivet en Redegørelse, der tydeligt viser, hvorledes Poul Madsen lidt efter lidt – gennem Varetægtsarrestens Tortur og Forhørsdommerens Pres – bøjes hen til at forklare, hvad Dommeren vil have forklaret. Madsen afgiver ikke mindre end otte forskellige Forklaringer, som vi tillader os at betegne med tal.

​

Herredsfogdens Redegørelse lyder med tilføjelse af disse Tal saaledes:

​

”Lørdag den 2. Oktober 1897 om Aftenen Kl. 7 a 8 brændte der i Hammer Bakker et øde liggende, faldefærdigt Hus, tilhørende en her i Egnen bekendt Særling, den saakaldte ”Store Jens Peter”, der kun af og til boede i Huset, og ikke var der, den Dag det brændte.

 

Efter at en løs og ledig Person var bleven anholdt som mistænkt, men straks efter løsladt, blev en 18-aarig Karl Jørgen (den virkelig skyldige), der tjente i Møgelmose, anholdt. Ogsaa han blev snart løsladt. Den Brandlidte havde straks peget paa en Husmand (den uskyldige Poul Madsen) i Nærheden, med hvem han var i Ustand, som den der havde paasat Ilden, og Husmandens Naboer var alle enige om, at give ham og Hustruen et meget ufordelagtigt Skudsmaal; det var Folk, man helst holdt sig fra.

 

Denne Husmand arbejdede i samme Gaard i Møgelmose som Karlen Jørgen, og da han hin Lørdag Aften gik fra sin Arbejdsplads til sit Hjem, der er ca. 2000 Alen derfra, mødte han Jørgen lige udenfor Gaarden og vekslede nogle Ord med ham. Paa Vej til sit Hjem maatte Husmanden gaa lige forbi ”Store Jens Peter”s Hus, og efter den Tid, da Ilden opdagedes, maatte Ilden være opstaaet omtrent samtidigt med, at Husmanden passerede Huset.

 

Da Husmanden afhørtes, om han ikke havde været ved Huset eller mærket noget usædvanligt ved det, sagde han (1) Nej, der var ikke Ild i det, da han gik forbi, og han havde været hjemme en Timestid, da der kom en Nabokone løbende og sagde, at der var Ild enten i Heden eller ”Store Jens Peters” Hus, og da Husmanden havde sine Faar staaende i Heden, gik hans Hustru og 14aarige Datter straks ud i Heden og hentede dem hjem. Kort efter var der kommen nogle Mænd forbi hans Hus, og til dem havde han sluttet sig og gaaet efter Branden, som da viste sig at være i Jens Peters Hus.

​

Hans Hustru og Datter forklarede aldeles som han; da han var kommen hjem fra Arbejdspladsen, havde han ikke med et Ord omtalt, at der havde været Ild [i] Jens Peters Hus; han fik først at vide, hvor Ilden var, da han gik efter Branden.

​

Denne forklaring fastholdt han efter at være belagt med Varetægtsarret, og ligesaa hans Hustru, der nogen Tid efter ogsaa blev arresteret, saavel som Datteren, der gentagne Gange blev afhørt.

​

Efter at Konen havde siddet arresteret i 3 Uger, indrømmede hun imidlertid, at da hendes Mand var kommen hjem om Aftenen, var de første Ord, han havde sagt, at der var Ildebrand i Aften, og at det var Jens Peters Hus, der var Ild i. De var imidlertid alle bleven hjemme, og da Nabokonen kom og raabte, at der var Brand i Heden eller i Jens Peters Hus, løb hun og Datteren ud i Heden efter Faarene, skønt de godt vidste, hvor Ilden var (!), og da Nabomændene kom forbi, gik Manden med dem, uden at lade dem ane,  at han vidste, hvilket Hus der brændte. (Hvor kan Konen vide, hvad Manden ikke lod dem ane!)

​

Medens han var ved Branden, havde hun, der gjorde sig sine Tanker om denne Brand,  som hendes Mand saaledes kunde tale om en Timestid før andre, sagt til Datteren, at hun ikke maatte omtale, hvad hendes Fader havde sagt, da han kom hjem, og det samme indskærpede hun Datteren Dagen efter og nogle Dage senere, da Politibetjenten afhørte hende. Sin Mand paastod hun ikke at have spurgt om, hvorledes det i Virkeligheden forholdt sig.

​

Da Datteren derefter blev afhørt, forklarede hun ligesom Moderen, dog først efter at denne havde maattet sige til hende, at hun godt maatte forklare, hvorledes alt var gaaet til.

​

Endelig bekvemmede Husmanden sig ogsaa til at Indrømme (2), at han straks, da han kom hjem, havde omtalt Branden, mulig havde han ogsaa sagt til sin Kone om ikke at omtale, hvad han havde sagt.

​

Da han examineredes om, hvorledes han saaledes straks kunde vide Besked om Branden, kom han (3) med en Del Udflugter, men indrømmede dog (4), at da han gik forbi Huset, havde der været en ganske lille Lue i  Tagskæget (!); han vilde imidlertid ikke gaa helt hen til Huset og befatte sig med at slukke Ilden, da han saa let kunde blive mistænkt for Brandstiftelse (!).

 

Ret besynderligt (!) syntes imidlertid Husmandens og Konens Færd, at han ikke havde søgt at slukke Ilden eller gjort Brandalarm, at de begge saa haardnakket havde fastholdt deres Fortielse af, hvad han havde fortalt, da han kom hjem, og at hun havde forledt Datteren til falsk Forklaring.

 

Hertil kom flere Biomstændigheder, som pegede paa, at Husmanden var den der havde paasat Ilden (hvilke Biomstændigheder!). Da han foreholdtes dette, nægtede han det først, men efter nogen Tids Forløb tilstod han, at han ikke alene havde set en lille Lue i Taget, men (5) at det var ham, der havde paasat Ilden, det havde han gjort, fordi han var vred paa Jens Peter (6), og det var hans Kone, der havde anstiftet ham til det (7). Senere fragik han dette, men gik atter ved, at han havde paasat Ilden, dog at hans Kone ikke havde anstiftet ham til det (8).

 

Han blev derpaa sat under Tiltale, medens der ikke blev rejst Tiltale for falsk Forklaring mod Konen og Datteren, og ved Kjær Herreds Ekstrarets Dom af 16. Febr. 1898 blev han idømt 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, hvilken Straf han derpaa udstod.

 

I Januar 1901 mødte Karlen Jørgen, der i sin Tid havde tjent i samme Gaard, hvor Husmanden havde arbejdet, og som nu ernærede sig i Aaalborg ved at slagte, en Aften aldeles blodig hos Politiet i Nørresundby og mældte, at han samme Aften var bleven overfalden i Nørreuttrup og frarøvet 60 Kr.

 

Han blev foreholdt, om Historien ikke var løgnagtig, og det vedgik han. Derhos lettede han sin Samvittighed ved at tilstaa, at det var ham, IKKE Husmanden, der havde stukket Ild paa Jens Peters Hus den 2. Oktober. Han havde gjort det for Løjer, og at Husmanden og Kone derefter havde udstaaet en langvarig Varetægtsarret, Manden i ca. 4 Maaneder, Konen i ca. 2 Maaneder, havde han kun undt dem godt, da han var vred paa dem”.

 

Saaledes lyder Herrefogdens Redegørelse. Den er meget ufuldstændig og fortier saaledes ganske, at det var under Trykket af ”Nordjyllands Arbejderblad”s artikler, at Herredsfogden gik Jørgen paa Klingen angaaende Branden i 1897. Redegørelsen omtaler heller ikke, at det lille Barn døde og Konens Løsladelse for at begrave det.

 

Men det fremgaar dog tilstrækkelig tydeligt, af selve denne Redegørelse, at baade Mand, Kone og Datter fra først af giver en ganske jævn og troværdig Forklaring, og længe fastholder den. Men saa begynder konen at blive mør. Aarsagen er let forståelig: hendes lille Barn føres to gange i Døgnet til hende i Fængslet for at faa Bryst, og Moderen ser det hver Dag tæres hen og nærme sig Døden.  Hun vil ud, ud for enhver Pris, hun har kun én Tanke: Barnet, der sygner hen. Det er en Tortur, mere raffineret end Spaniens Stor-Inkvisitor nogensinde har udspekuleret den, en sjælelig Martring, der faar Konen til at gaa ind paa, hvad Dommeren forklarer hende om, hvorledes det maa være gaaet til!

 

Efter Konen bearbejdes Datteren. Denne fastholder sin første, jævne og troværdige Forklaring, indtil Moderen, pint af Frygten for det spæde Barns Død, siger til hende, at hun skal gaa ind paa Dommerens Forklaring.

 

Tilsidst benyttes saa Moderens og Datterens afpressede Forklaring til at gøre Manden mør. Han gaar tilsidst ind paa alle baade mulige og umulige Forklaringer, han har aabenbart kun én Tanke: at faa Ende paa det, baade for sin egen og ikke mindst for Konens og Børnenes Skyld.

 

- - - - 

 

Viborg Overret har aabenbart lagt Herredsfoged Andersens Redegørelse til Grund for sin Dom. Overretten gaar ud fra, at Redegørelsens Opfattelse er rigtig, den nemlig: at Poul Madsens første Forklaringer er ”paa mange Punkter forbeholdne og paa mange Punkter urigtige”, og at Hustruen ”har gjort sig skyldig i Fortielse og anden urigtig Adfærd”.

 

Og derfor faar Poul Madsen en saa ringe Erstatning.

 

Men alt taler for, at de første Forklaringer er rigtige. Hvis der havde været Ild i Huset, da Poul Madsen gik der forbi, vilde han utvivlsomt have gjort Forsøg paa at slukke og gjort Brandallarm. Der har ganske sikkert ikke været Ild i Huset, da han kom forbi, og dette maa kunne gøres i høj Grad sandsynligt ved den virkelige Brandstifter Jørgen Jensens Forklaring, - hvoraf vi ikke faar en eneste Enkelthed i Redegørelsen.

​

Redegørelsen er naturligvis et kortfattet Uddrag af Forhørsprotokollen. Og paa denne har Viborg Overret sikkert fældet sin Dom.

​

Men denne Overretsdom bør absolut appelleres. Den lader sidde en Plet paa de stakkels Husmandsfolk for urigtig Forklaring og Fortielse, og den tilmaaler dem af den Grund en altfor lurvet Erstatning.

​

Det Offentlige vil forhaabentlig ikke tøve med at lade Sagen gaa til Højesteret. Den trænger til offentlig Belysning i alle Enkeltheder. Den krænkede Retsbevidsthed i vort Land vil ikke nøjes med det uklare og mærkelige Referat af Viborg Overrets Dom, der er resultatet af lukket Retspleje af samme Art som første Instans i Kjær Herred”.

​

Se den originale avisartikel her.

​